En psykologisk spændingsroman man har lyst til at læse et par gange.. Fordi den er herlig fritaget for actionscener og tju-bang-kulisser. Man fornemmer subtilt gennem linjerne, at det hele er der, så det er der ingen grund til at gøre mere ud af.
Personskildringen er helt igennem troværdig, og er man udover det hjemmevant i London, gør det ikke noget, så får man lokaliteter fra storbyen op under neglene.
Bogen handler om Paul, der er midt i fyrrene og single, mens hans liv, udseende og stilsikkerhed er på vej ned ad bakke. Så møder han en gammel bekendt og får på en eller anden måde manøvreret sig selv ud i en form for konkurrence med ham.
Han snyder sig opad i kredse, han ikke helt kan begå sig i, og så har vi balladen. 
For ikke nok med, at Paul bliver inviteret på middagsinvitationer, lige pludselig ser han også sig selv fanget i et spil, han har meget svært ved at komme ud af.

Tempoet i bogen er godt, uden at være hæsblæsende, og uden at det tager den pust fra en, som mange forlag og anmeldere arbejder for, at man skal have for at få det optimale ud af en bog.
Her kan mindre gøre det.

Bogen kan læses som en thriller, hvis man vil, og det er det. Vi kan anbefale, at man bruger den som moralkodeks for, de måske små og halvstore løgne, vi i løbet af et langt liv bruger som forsvarsværker, og som givetvis fører os på afveje og ud i forklaringer og situationer, vi ikke kan styre.
I denne fine, psykologiske thriller er tingene sat på spidsen. Det gør ikke noget. For budskabet går rent ind.

 

Mennesker, død, spænding og dysfunktionelle familier. Vi har hele scenen med efterfølgende plot til en thriller, som gøres helt menneskelig, og hvor man kan se sig selv ude på overdrevet, hvis ikke man passer på.

 

Paul i hovedrollen er bestemt ikke nogen sympatisk person.  Det er de handlinger, der udspiller sig siden hen i bogen heller ikke.

Og hvad DET ender med, det skal du læse.

Det ender med, at du kan lære noget om dig selv.