Det er ganske imponerende så tæt, vi kommer på Jussi og hans forfatterværksted i den nye biografi. Samtidig er den spændende som en af de romaner, Jussi selv skriver. Et flot værk, det må vi sige.
Jussi lader forfatteren gennem interviews og baggrundsviden udlevere enormt private sider af sig selv. Men på en måde, så det aldrig bliver patetisk eller træls; mere noget i retning af: Sådan er det jo at være menneske; ganske naturligt.
Som menneske glemmer man f.eks. i afgørende situationer at lytte til sine kone, man sidder som menneskelig forfatter og skriver sin roman færdig i underbukser, og man glemmer, fordi romanen nu altså SKAL være færdig at checke, om vinduerne i DSBs IC3-tog nu også KAN åbnes indefra. Så man kan smide noget ud af det. Nej, vinduerne kan IKKE åbnes, selv om der ryger noget ud af det. Og det var der altså nogle læsere, der påpegede.
FLovmand.
Men Jussi har intet imod at erkende den slags, selv om det ærgrer ham. Og hvor er det befriende at se, at så stor og berømt en forfatter bestemt også kan fejle. Så er det LIDT mere tilladt for vi andre også.
Man fornemmer det slid, det er og har været at være Jussi. Man føler, at man gennem bogen bliver taget med ind på hans kontor, med i hans research, at man er med hele vejen rundt, når han researcher og får ideer.
Vi er med på Hald Hovedgaard, når en samling forfattere mødes, heriblandt Jussi, der intet har noget imod, at den uskrevne regel med, at man ikke kigger i andre forfatteres manuskripter, bliver brudt, på HANS bekostning.
Vi er naturligvis også med på sidelinjen i den berømte åbningstale på Bogmessen i København, hvor Jussi inviterer yngre og ukendte medforfattere op på scenen og fortæller, hvor priviligeret han selv har været i en tid, hvor forlagsbranchen står over for meget store udfordringer.
Vi er også med i flashbacks til 1981, hvor Jussi arbejdede som frivillig i fredsbevægelsen i det indre København.  Vi er med, at han er ansat på Interpresse, vi følger Jussis første år som direktør i den danske forlagsbranche, og vi er med, da Jussi er på research i Washington på vej med sin tredie roman.
Med et hav af interviews, anekdoter og tilgang til ukendte sider af Jussi er det lykkedes Jonas Langvad Nilsson at sammenstykke en biografi, der virkelig får læseren til at interessere sig for hovedpersonen. Hver en ting, Jussi har oplevet, synes vedkommende og lyslevende og nærværende, og når sidste side i bogen er vendt, så er det som om, at vi ved alt, hvad der er værd at vide om Jussi.
Man fornemmer også, at forfatteren på en eller anden måde vil have, at læseren skal ville Jussi det godt. Vi kan læse, at Jussi laver så mange ting over hele verden, sidder i flyvere, spiser hotelmad og bliver stresset af alt det, der foregår omkring ham, at han i den grad skal passe på at finde balancen mellem det kreative og udenoms-halløjet. Det der hører med til at blive en sællert, verdensberømt og stenrig.
Den del er også med. Vi kan næsten føle, dufte og mærke Jussis træthed ved disse processer, og hvor stresset han så kan blive, og hvor hans kone Hanne så lejlighedsvis må gå til ham og sige, at nu er han ved at blive for umulig og stresset, fordi han ikke får skrevet noget.
Summa summarum.
En yderst velbegavet biografi.