Det er nok ikke helt efter Lise Nørgaards temperament, at vi nævner det. Men det er altså lidt pudsigt at opdage, at hun i sine private breve til veninden Eva Bendix ikke kan stave helt korrekt eller sætter kommaer korrekt. Man tænker, at hun i bøger og manuskripter enten må have haft voldsomt flittige korrekturlæsere, eller også har tonen været en anden i det professionelle virke. Side 117´s personlige breve til veninden vidner da i hvert fald om mangelfuldheder udi grammatikken.

Ellers skal vi da lige love for, at Lise lukker op for skidtspanden i manglen på loyalitet overfor sin mand nummer to, Jens Nørgaard, som hun var gift med i en menneskealder, men som veninden da i hvert fald får at høre en del om, hvor doven, klagende og krævende han er på sit sygeleje.
De træk må han da også have haft nogle af tidligere, og man kan da undre sig lidt over, at hun trods mange glade og gode oplevelser med ægtemanden  ville finde sig i den adfærd, hvis han virkelig var sådan et talentløst eksemplar af hankønsvæsenerne, der oven i købet skulle opleve den tort at blive fyret fra sit arbejde.
I en nylig undersøgelse skrives det, at mænd mest af alt i nære relationer som venskaber, som man må formode, at Lise plejede med sin mand, - forventer loyalitet på toppen af pyramiden. Om hun efter beskrivelserne i denne bog kan forvente at blive adlet for netop denne egenskab, selv om det også klart nok skinner igennem, at hun holdt af manden og indledte en livslang samtale med ham, det er nu lidt tvivlsomt.
Vi synes ikke, at nogen fortjener at blive hængt ud selv efter døden.

Nok om det. Ind til benet er her tale om en dejlig bog, der skærer alt det overflødige væk og ser ud til at fremstille Lise Nørgaard, som hun virkelig ER. Ikke så megen palaver, tingene lige ud af posen, sådan fungerer det bedst for hende.
Humoren er i høj grad til stede. Til sin veninde skriver hun f.eks. at man må overveje at lægge Jens i en bankboks om natten med alt det der guld-præparat, der bliver sprøjtet ind i ham på grund af hans ledegigt.
Til en lønforhandling kom hun med en bemærkning til chefens tilbud om løntilskud til hendes påklædning, at hun da gerne ville vide om det var chefens eller hendes egne trusser, hun havde på i byen.
Sådan er bogen spækket med herlige detaljer om Mor Matadors liv. Om hvor fræk hun kunne være, hvor skarpsindig hun kunne være -, og hvor produktiv hun kunne være. 
Vi får naturligvis historien og er med på sidelinjerne i beslutningerne om Matador.
Og vi får også at høre om hendes kampe omkring Bryggeren, om hun ville være med på den serie, eller om hun skulle lade Erik Balling køre dette show selv.
Hun valgte det sidste, hvilket belastede venskabet til instruktøren, der dog til sidst måtte ankerende, at Lise Nørgaard havde været den klogeste.

Vi er helt inde på observation i Lises barndom og ungdom, stifter naturligvis bekendtskab med Mogens, hendes første mand, og vi hører, hvorfor Lise Nørgaard dagen efter sin mands begravelse var ude at holde foredrag.
Hvordan og hvorfor hun valgte at stå igennem det.
Uanset om Lise Nørgaard havde været kendt i offentligheden eller ej før udgivelsen af denne bog, så udtrykker den et fint portræt af en kvinde, sammensat på mange måder, og talentfyldt på en række andre, som kender sine fordele og i tide indser sine begrænsninger.
Læs den, nyd den. Måske kan vi her finde opskriften på et langt liv, der ikke altid har været lige godt og lykkeligt. Men et liv man kan kalde livfuldt.