Det er en ordentlig mursten den her. Det gør heller ikke noget. Thailand er et stort land, der gennem tiderne universelt har fyldt meget i danskernes bevidsthed. I forne tider var det samhandelen mellem Thailand og Danmark, der fyldte. Idag er det en anden form for samhandel, nemlig turismen, giftemålene med danske mænd og thaikvinder, thaimad, og et hav af andre ting fra det suptropiske,

På en eller anden måde har de fleste et forhold til Thailand.

Mogens Lyhne tegner kløgtigt i sin flotte roman et billede af Smilets Land, som det også kaldes, hvor vi kommer bagom kulisserne. Og forsker i, når man i en fremmed kultur som midaldrende, hvilket ofte sker, forelsker sig i en af de lokale, der har et andet engagement, en anden skønhed, ilterhed og menneskelig koreagrafi end danske kvinder.
Forelskelsen kommer bag på romanens hovedfigur, som andre ting ved Thailand, mad, skønhed, natur, forurening, fattigdom, kommer bag på os.
Det er skarpt set af Mogens Lyhne, at han bruger forelskelsen som metafor for det Thailand, rigtigt mange danskere er fascineret af.
Vi kommer godt ind bag kulissen i Smilets Land og bliver ledt en tur rundt i det thailandske følelsesliv. Seje kvinder der nægter at give op mod alle odds, seksuel besættelse og gangstere på nakken.
Scenen er sat til alle tiders thriller, og det er da også delvis det, bogen bliver markedsført som.
Men bogen er mere end det.
Den er et flot kalejdoskopisk billede af et land med store kontraster. Det er lykkedes forfatteren gennem et sprog, vi alle forstår, sprogligt enkelt, metaforisk (sex og drama) på toppen og handlinger og persongalleri så troværdige, at man næsten står ved siden af dem allesammen alle de steder, vi besøger.
Det er videre ikke altid, en forfatter får revet læseren med følelsesmæssigt. Det lykkes for Mogens Lyhne. Vi føler med hovedpersonen, Martin Fønss, når han bliver ramt på dansegulvet af småstik af jalousi, når den udkårne danser med en anden. Vi er med, når en farvestrålende sommerfugl - igen metaforisk - lander på en blomst lige foran ham. Han rækker ud -, men så letter den. Han følger den med øjnene, indtil den forsvinder i det grønne. 
Kan det siges bedre. Hvor er lykken? Dér, hvor man rækker ud efter den, eller har den gemt sig inde i en selv uden, at man behøver at gøre noget?

Og følelsesmæssigt bliver vi i den grad revet med, også da Martin får hjerteanfald og dør efter at være blevet gift med Noi, men inden de fleste andre når at få det at vide. Sikken en ballade. Skal hun så arve ham. Var der ikke særeje og testamente. Så kommer griskheden og småligheden op i folk. Og videre-,varder tale om hjerteanfald?  Var der ikke noget med, at en pude blev presset ned over Martins hovede? Det kunne noget tyde på. . .

Bogen kan læses som en rigtig nice roman om den 61-årige læge, Martin, der lever tilfreds i sin singletilværelse. Og på en tur til Thailand, vupti, så bliver han forelsket i en sexarbejder. Med alt hvad det medfører af kultursammenstød, kærlighed, intriger, jalousi og voldsomme arvestridigheder.
Sproget er dog lige så betagende som iscenesættelse og handling. Man nyder ordene, ordstillingerne, sætningerne, syntaksen, det hele. Man drømmer om Thailand, er med i kendte byer, ser det hele for sig. . . . 
Og ikke mindst:
Uanset hvad forfatteren har fundet på, så fortsætter sprogbruget sin høje standard. Om vi er til fest, eller om vi er ude i miljø og natur. Forfatteren har et skarpt blik for detalje og beskrivelse.
 

 

Man kan også se bogen som et bud på kampen mellem det gode og det onde, naivitet mod realisme, godhed og godtro mod brutalitet og arrogance.
Den kan læses på mange planer.
Der er én stor handling med mange forskellige dele af livet. Det er det, der gør den nærværende og enormt spændende.
Livet åbner sig, løfter sig op, paletten af mange muligheder bliver bredt ud, og lige pludselig -. så er det hele slut. Nogle af rolleindehaverne dør, og det var det. Den vinkel formår Mogens Lyhne også at få med. At livet leves, og at livet sluttes.
Flot arbejde.