Der er biveje, hovedveje, blinde, private eller offentlige veje, og så er der nogle vildveje samt brugbare udveje, hvis man har blik herfor, men man skal ind imellem veje for og imod eller afveje, hvilken en vej man vælger. Man kan bane eller berede vejen for andre, mens man selv går hele vejen, og nogle gange får man et ord med på vejen, selvom man kun lige har til dagen og vejen. Af og til er der ikke nogen vej udenom eller nogen vej tilbage, men så kan man glæde sig over, at alle veje fører til Rom, hvis man ikke står i vejen for nogen eller går af vejen for noget. Engang var der nogle helt særlige veje, der ikke var brolagt med guld, men alligevel var indbringende at færdes på, og det var Silkevejene. Deres oprindelse og forbindelse bliver eksemplarisk gennemgået i bogen ”Silkevejene” med undertitlen ”En ny verdenshistorie” af den engelske historiker Peter Frankopan. Hans bog er dygtig, grundig og nødvendig for at flytte eller ommøblere lidt af vores gængse viden og måske uvidenhed angående vores civilisations udvikling og ikke mindst samvær folkeslag og kulturer imellem.

 

 

Det hele startede i det 1. århundrede f. Kr. og varede i henved 1600 år, og der opstod et helt netværk af handelsruter, der sammenfæstnede civilisationen i øst med den i vest eller fra Mongoliet til Middelhavet. Varer, religiøse forestillinger, sprog, ideer og alskens sygdomme blev bragt eller medbragt med eller mod folks vilje ad disse ruter eller Silkeveje, som betegnelsen herfor blev. Det blev verdens blodomløb eller centralnervesystem, og der opstod hele tiden nye behov samt større efterspørgsel på varer og materielle goder, så ruterne og sporene til stadighed blev vedligeholdt og var synlige for den næste karavane. Trods forskelligheder, stridigheder, og uenigheder imellem folk, så har man altid formået at handle med hinanden, fordi de andre havde noget, som man for enhver pris måtte erhverve. Som det fremgår af forordet, har disse forbindelser haft enorm betydning for vores verdenshistorie: ”Et netværk, som spredte sig som en vifte ud i alle retninger, veje, ad hvilke pilgrimme og krigere, nomader og handelsfolk har rejst, hvor varer og produkter blev købt og solgt, og hvor idéer blev udvekslet, tilpasset og forfinet. ” (s. 15)

Byerne langs Silkevejene nød særlig godt af den trafik, fordi man her havde direkte adgang til at opsnappe idéer og nyheder, som man lærte af og lærte videre til de nye forbipasserende, så det var ikke kun en materiel forbindelse, men tillige en åndelig passage af de fremskridt, der blev gjort i de mange århundreder indenfor filosofi, naturvidenskab, sprog og religion. Man kan sammenligne det med et tidligt internet eller world wide web overført på konkrete veje og lokaliteter, og så tog det altså meget længere tid end de få sekunder, som det tager for at klikke på musen. Det kunne tage år at bevæge sig i karavanetempo, mens det desuden var forbundet med mange vanskeligheder og ubehageligheder at passere fremmede lande, fjendtlige folk og farlige dyr. Det er forfatterens og historikerens klare ærinde at fortælle, at det Europa, som efter Silkevejenes æra er blevet transformeret til et tyngdepunkt, centrum eller omdrejningspunkt for den ganske verden, slet ikke har haft den vigtige position eller betydning i de første mange århundreder i verdenshistorien, men først fik den, da henholdsvis Christoffer Columbus fik forbundet Europa og Amerika, og Vasco da Gama fandt en ny sejlrute til Indien. Det var derfor netop en transformation, at Europa gik fra at være en regional afkrog til at være verdens nye midtpunkt, som Frankopan forklarer.

 

Det rigtige verdenshjerte, og også det hjerte som banker hos forfatteren, er af asiatisk herkomst, og langt fra det Europa, som mange hævder, har været den vugge, som vuggede civilisationen i gang i Middelhavsområdet. I Asien opstod de store riger, og Mesopotamiens fugtige, lavtliggende områder skyllet igennem af Eufrat og Tigris, var det egentlige grundlag for civilisationen. Det var desuden i denne del af verden, at byer og befolkninger opstod, hvilket vil sige det sted, hvor alting tog sin begyndelse. Ting, tanker og temaer bevægede sig snart fra denne verdensdel, og påvirkninger til inspiration finder sine veje eller sine silkeveje, fordi silken bliver det eftertragtede stof eller betalingsmiddel, som alle gerne vil have deres fingre i. ”Den vigtigste genstand, der blev givet som gave, var silke, et stof, som nomaderen værdsatte meget højt på grund af dets tekstur og lethed som sengelinned og beklædningsstof. Det var også et symbol på politisk og social magt: at være draperet i rigelige mængder af kostbar silke var en vigtig måde, hvorpå chanyuén (stammens øverste leder) kunne understrege sin status og belønne folk omkring sig (s. 31). Vi ved det godt, at når man en gang har rørt og kælet for et stykke silke, så glemmer man aldrig den følelse og fornemmelse af noget blødt og blidt. Vi ved også godt, at hvis man helhjertet og al for entusiastisk går ind for en bestemt vinkel, et særligt synspunkt eller en speciel overbevisning, så risikerer man af få skyklapper på i forhold til andres tilgange og holdninger, og så er man tilbøjelig til ved at tage afstand fra at falde i den ene grøft, at gå så vidt, så man falder i den anden. Når man plæderer for, at alt det gode, det rigtige og det revolutionerende kommer fra øst, så er man jo ikke bedre end dem, der mener det modsatte, at alt kommer fra vest, for så enkel er ingen udvikling. 

Sådan går det lidt for den ellers saglige og faglige historiker i bogen med det store og omfangsrige analyseapparat og enorme research, at man mister nuancerne, mellemvejene og undtagelserne, fordi det er hans fokus at flytte vores fokus fra vest til øst. Det begynder så godt i kapitel 2, hvor det bliver slået fast, at Stillehavet, Centralasien, Indien, Den Persiske Golf og Middelhavet ikke blot bindes sammen i et netværk, hvor handelsvarer cirkulerer rundt, men det sker også via tankesæt. Der har til alle tider foregået både intellektuelle og religiøse udvekslinger, men det tager til med Silkevejenes opståen, og der opstår en rig smeltedigel, hvor man lånte idéer fra hinanden, kultiverede dem og gav dem en anden indpakning, som det hedder i bogen. Videre står der: ”Efter at Alexander den Stores felttog havde bragt græske forestillinger østpå, varede det ikke længe, før andre begreber strømmede den modsatte vej. Buddhistiske tankesæt trængte hurtigt frem gennem Asien, især efter at de blev forfægtet af kejser Ashoka, som angiveligt konverterede til buddhismen som reaktion på de horrible udgifter til de militære felttog, der havde skabt et sort imperium i Indien.” (s. 53). Der smeltes, lånes og kultiveres, og det er en markant pointe at holde fast i, for intet forbliver, hvad det var engang, når man mødes og påvirkes af hinanden, men Frankopan glemmer desværre sin egen gode pointe allerede senere i det samme kapitel.

 

Han forklarer, at kristendommen i lang tid har været knyttet til Middelhavet og Vesteuropa, og at det til dels skyldes placeringen af kirkens ledelse, der har haft base i bl.a. Rom, men, og så kommer den overraskende påstand, ”i virkeligheden var den tidligere kristne kirke i enhver henseende asiatisk” (s. 64). Vi ved alle, hvor Jesus blev født, og hvor kristendommen har sin oprindelse, og det er naturligvis i det gamle Israel eller Palæstina. Det skal man aldrig være i tvivl om, men man må dog heller ikke tvivle på, at Europa meget hurtigt adopterede kristendommen og gjorde den til sin egen ikke mindst den tidlige kristne kirke. Den berømte smeltedigel arbejdede på højtryk, så man snart så en vestlig form for kristendom, og det betyder ikke, at man glemmer den asiatiske oprindelse, men det betyder, som forfattere selv gør opmærksom på tidligere, at man kultiverer og indpakker varen eller religionen på en ny måde. Det er fint med historien og blik for, hvor alting opstår, men skal det være en ny verdenshistorie, som undertitlen på bogen er, så skal hele verden medinddrages, og det vestlige verden har virkelig gjort sit til at smelte kristendommen ind i en ny kontekst. Luther, som vi fejrer i år var ikke asiat, men kernetysk, og derfor har vi det godt med vores kernekristne kirke, da den passer til eller er tilpasset os.

Når det er sagt, så kan det kun anbefales at følge vejene med silken som guide. Man kan plukke eller tage bogen fra først til sidst, men det sidste tager sin tid, fordi der er mange detaljer og fine billeder, som man lige må dvæle ved.