Forældre kan være nogle skiderikker. Jeg har til tider selv taget mig til hovedet over det par, jeg fik udstukket. Jeg har været pissevred på dem. Men overordnet har de givet mig en storartet opvækst, og selv som voksen følte jeg tillid til, at jeg havde dem i ryggen.
Citat fra bogen. 
Og senere:
Jeg savner de to gamle tosser helt uendeligt. Jeg savner deres stemmer og deres særheder. Deres fantasi og deres påfund. Jeg savner min mor, der råber ad TVét, (hedder det forresten ikke råbe aF et TV??, red. og min far, der smager på hver eneste stavelse i sine sætninger. Jeg savner hans listige smil, når han har fået en god idé. Jeg savner strømmen af mærkelige og skæve mennesker, som berigede vores liv. Jeg savner alt det, hans efterladte breve mindede mig om, og jeg savner anerkendelsen.
Med denne uendeligt ærlige svada hjælper bogen os til at forsøge at tænke tilbage på, hvad det er, vi skal huske fra de af vore egne forældre, der ikke er mere. At det er de lyse timer, man skal tælle. Helheden der bliver lukket inde under en rar sløjfe. Resten ordner sig. Men arven skal behandles ordentligt.
Vi læser og lærer, side for side, at uanset hvor forfærdeligt træls og irriterende og grænseoverskridende og fordømmende, de kan være, ja så er der noget tryghed og vedvarenhed og konformitet i en opvækst, som man kan tage med sig som en styrke i livet. Hvad lærte man af far og mor, hvad så man i dem, hvad oplevede vi med dem, når de var sammen med deres omgangskreds, hvad savner man og IKKE mindst, hvad kan man nå at opbygge sammen med dem, mens de endnu lever, så man kan bearbejde savnet på en god måde og finde værdier i samværet for eftertiden, når de ikke er her mere.
Sebastian Klein kender vi fra TV og fra optrædender landet over. Nærværende anmelder har oplevet ham live på scenen foran børn og kan skrive under på, at han med sin humor, sit nærvær, sine fagter og dyrefigurer har børnene i sin hule hånd. Det virker spontant og uanstrengt.
Det er næsten for let at sige, at han også har læseren i sin hule hånd, hvis man køber bogen her. For gør man det, er det sandsynligvis fordi man enten er professionel på en eller anden måde eller har interesse i at vide, hvad der foregik bag kulisserne i det Lykkelige og Kleinske hjem, hvis man kan sige det sådan. 

Den side af sagen er formodentligt helt på plads, og vi skal derfor ikke her berette om eskapaderne i hjemmet, og om hvor hidsig Lykke Nielsen kunne blive, og hvor mærkelig og knudret Jesper Klein kunne blive, og hvor meget, han drak og til hvilkes mundtlige og skriftlige kommentarer. Det må tale for sig selv i en ekstrem personlig og varm bog. Mere oprigtig af slagsen end vi meget længe har oplevet.
Det vigtige, der står tilbage, når historien er fortalt, og bogen er lukket, er, at det er lykkedes for Sebastian Klein at levere et værk, der er medrivende for alle nysgerrige og udviklende for alle, som tør.
Det har uden tvivl været meget terapeutisk for Sebastian at skrive bogen. Hans følelser berører vores egne følelser og sætter noget igang. Og så er det altså noget, der rykker. Der er simpelthen kød på. Hans tanker og udsagn skaber ræsonsans i vore hjerter. Man kan godt mærke en tåre i øjne i visse passager.
DET er godt gået.
Hvor meget medforfatteren Danni Travn har været inde over tanker og følelser og fået dem ud af ham, er naturligvis umuligt for os at sige. Men uanset hvad så skal han også nævnes her. For han har medvirket til en biografi så stor, så følelsesmættende og så engagerende.