Bo Lidegaard
Øjeblikke
366 sider
Politikens Forlag

Den gamle historie med, at man kan huske, man var dér og dér under månelandingerne, og da Kennedy blev skudt, og da Valby Gasværk sprang i luften; den tese kommer gevaldigt på prøve i boge her.
Det er på billedsiden virkelig en fantastisk bog med en ordentlig tur for seniorer ned gennem Memory Lane.
Hvordan havde vi det, og hvor var vi, da de nye lyntog, Sølvpilen og Nordjyden osv rullede ind på banegården for første gang?
Hvordan havde vi det, da Krussefar (Rulands leder også kaldt Krustjov) besøgte Danmark?
Kan vi huske politikvindernes første uniform med knælange nederdele?
Læste vi Michael Strunge, og hvad betød det for os, at han tog sit eget liv?
Hvor meget større var det nu, arbejdsmarkedets demonstrationer var i halvtredserne og tresserne og halvfjerdserne?
Og hvordan reagerede vi, da landets statsminister måtte beskyttes af politiets skjolde på Rådhuspladsen i København.

Det er for alvor hjertevarme at se billederne, kendte og i særdeleshed meget mindre kendte fra nogle af de store øjeblikke, og mindre øjeblikke tilknyttet de store, i de forgangne årtier.
Det kan man ikke blive andet end taknemmelig over, at nogen har sat så mange gode billeder sammen.
Tak for det.
Tekstsiden trækker dog bogen gevaldigt ned.
Det er meget svært for Bo Lidegaard at styre sin pen og forsøge sig med finurlige tekstindslag. Personlige, politiske og direkte fornærmende konstateringer ledsager visse mænger af billedmaterialet, og hvor er det synd.
F.eks. hedder det ved et billede af besættelsen af Politiets Ungdomsklub i 1977:
De er ude på skrammer - men ikke mere, end at de husker at spise et æble.
Uri Geller bliver kaldt en fupmager.
Et billede af halvtredsernes baggårde bliver ledsaget af en konstatering af, at efter nedrivningen blev de stærkt romantiseret.
Hvor spørger vi bare? Hvor finder vi den romantik andet end måske i Peter Bellis Bliv væk fra vort Kvarter?
Om Simon Spies berettes det skelsættende, at han var højt begavet. Ja mon ikke. Måske vi ubegavede trænger til at få dette at vide. For det fremgår ikke af skolelærdommen. Videre bringer bogen et billede af Simon sammen med sin advokat, Mogens Glistrup, under en tur til retten i 1970, hvor rejsekongen var sigtet for valutasvindel. Den kan man undre sig over, at Lidegaard ikke uddyber, endsige præcis nævner, at her er de på vej til retten. For det er jo en af de få gange, Glistrup har været i direkte konfrontation med retsvæsen. Vi kan så her oplyse, at myndighederne gav Spies en bøde på 120.000 kroner for at have betalt sin Villa Fjolle med svenske rejsepenge. Det måtte han ikke, og så betalt Simon ved kasse 1.
At Preben Elkjær brændte straffesparket mod Spanien benævner Lidegaard som uendeligt kreperligt. Ja, det er det nok for rigtigt mange. Andre er vist ligeglade. Lad dog folk selv dømme om tingene, hr. Lidegaard.
Alle disse irriterende meninger til trods, er bogen absolut et besøg eller fem værd. Vi får et tidstæppe rullet helt tilbage til efterkrigsårene, retssagen mod Werner Best, vuggestuernes vuggestadie (!), Hjemmeværnets tilblivelse, underskrivelsen af den nye grundlov, shahen af Persien i Brøndby samt rock´n´rollpå Enghave Plads.
Meget meget mere og helt frem til Berlinmurens fald. Der kommer sikkert en fortsættelse af bogen om nogle år, og den ser vi frem til. Så må forfatteren gerne for vores skyld rense hans egne meningstilkendegivelser væk.  Vi vil gerne have neutrale tekster og danne vores egen mening tak.