Fremadgående noveller med sproget i top. Her sker noget. God afslapning. Fin kant på alle historierne.
Her er der tale om noveller i modsætning til Jens Ravns tidligere romaner, Gæsten, som vi har anmeldt her og Lucifers hævn her.
Der er pæne miljøbeskrivelser, og skæbnen vil, at nærværende anmelder i det første år har gået på Godthåbsvej Skole i København, der får et par hug med på vejen som skolen for det nedre miljø. (Godt at jeg så blev flyttet, ha ha, red.)
Videre har Jens leget lidt med vejnavne og placeret en Tesdorphs Alle ude ved Strandvejen, den som hedder Tesdorfsvej på Frederiksberg. Andre fine beskrivelser om f.eks. det pres, man hele tiden udsættes for som bilist, når man på en vigtig mission (Børge med et haglgevær på vej til at begå mord) skal lytte til Gudrun fra GPS-en.
Der er naturligvis også fine portrætter fra skuespillermiljøet, såvel Rosa Vinge som hendes make-up-artist Sandra, og her kan man godt se, at Jens Ravn har fin kontakt til dybderne i produktions- og skuespillerverdenen. Han elsker virakken omkring primadonnaer, og hvad der driver dem, og hvordan de ser sig selv.
Videre er Jens god til billedsproget. Hør bare denne.
Jorden rasler mod kistelåget, og mellem hver skovlfuld løfter præsten hovedet og stirrer på sin menighed med et gennemborende blik, så ingen skal være i tvivl om, at Arne Nikolaj Petersen nu er på vej til paradis.
Så er vi vist heller ikke i tvivl om, hvad præstens ærinde er.

Eller:
Arne er en både flink og glad mand, så han opfatter slet ikke Bodils kulde. Han elsker sin kone og tager de få skridt ud i køkkenet for at give hende en kærlig krammer bagfra. Det skulle han ikke have gjort, og i mange dage derefter spekulerede han på, hvad der var gået galt.
Fin novellesamling med glimrende iagttagelsesevne. En hyggebog der skaber indblik i historierne omkring skæve og krøllede folk i samfundet. Nogle kalder dem originaler. På bagsiden af bogen skrives der om skæve tabere.
Så er scenen sat. Vi har godt af at læse bogen. For vi har alle både en orignal og en taber i os.