Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Rugsted Kreutzfeldt - Kom tilfældigvis forbi PDF Udskriv Email

 Bog, indbundet Rugsted/Kreutzfeldt – Kom tilfældigvis forbi af Niels Christensen
Niels Christensen
Rugsted Kreutzfeldt
- kom tilfældigvis forbi
223 sider
Gyldendal

Et flot tilbageblik over nogle årtier, der sidder dybt i os musikelskere. Lidt for meget småfilosoferen men som helhed en perle.
 
Det smukke ved bogen er det historiske tilbageblik og en manifestation af, hvad Rugsted/Kreutzfeldt betød for firsernes musik - og også kom til at betyde for nostalgien, da de genopstod på Memomory Lane.
Vendinger som fede riffsmen det sked Poul Bruun på samt orgel-medleys med Ole Erling og andet crap, den slags vendinger hører fortiden til og er ikke noget, man bør skrive i en bog anno 2016, som skal være en hyldest til to gutter, der har betydet noget for dansk musik og bragt fest, stemning og glæde. 
Forfatteren Niels Christensen er tidligere musikalsk leder af navnkundige Montmartre i København, og det er ikke utænkeligt, at man var meget selektiv i sin musiksmag og bramfri/nedladende i sit ordvalg overfor andre typer musik end den på parnasset. Forfatteren burde dog have holdt sig for fin til at være så fordømmende. 
Vi får også gode historier om, hvad der hver især skete for de to, da de gik fra hinanden, og hvordan Stig igen trådte op på verdenscenen, da han producerede Brødrene Olsens Fly On the Wings of Love.
 
Bogen som helhed er ganske udmærket og fortæller fint kronologisk om, hvordan det hele startede på Track 3 på side to af HVOR DANSK SÅDANSK, nemlig Lad mig dele dine drømme, og hvordan der for alvor kom fart over feltet efter en TV-optræden, og hvordan duoen tidsmæssigt nærmest banede vejen for Tøsedrengene, Halberg/Larsen, Thomas Helmig og andre, hvor firserne generelt skulle vise sig at blive et årti præget af melodisk, dansksproget pop/rock, som forfatteren skriver.
Der er dog for meget, forfatteren vil forsøge at brillere med af ubegavet småfilosoferen, når han ret beset ligger inde med enorme mængder af viden og anekdoter. Det klæder ikke en biografi. Lad dog læseren selv vurdere. Hvor ved forfatteren forresten følgende fra, har han så stor indsigt i Jens Rugsteds psyke, at han kan skrive følgende:

Jens Rugsted er en sammensat natur. Han er fra naturen et begavet og yderst musikalsk menneske, der har fået en kærlig og solid 50er-opdragelse, hvilket har givet ham en evne til at forfølge sine mål med en stor portion selvtillid. Samtidig er han et yderst privat og beskedent menneske, hvis selvudslettende personlighed først åbner sig og folder sig ud, når han har 100 procent tillid til den, han taler med.
Tak for kaffe hvilken analyse. Som nok er gældende for rigtigt mange, uden at forfatteren sikkert er klar over eller har tænkt videre over det. Han ville nok bare formidle lidt psykoanalyse til læseren. Men det svinger ikke helt, nej det gør ej.
I nogle af billedteksterne forsøger forfatteren sig også med analyser og  dramaturgi. I et opslag med to næsten identiske billeder skriver han under det ene "Et sødt PR-foto af Stig og Steen Bemærk ulveskindet på væggen, underdelen af merskumspiben til højre og den altmodische stikkontakt nedenunder.
Jovist vi er i halvfjerdserne, hvor den slags var moderne. Men vi kan altså på billedet ikke rigtigt se noget, udover ane konturerne af stikkontakten. Hvorfor så biledteksten?
A pro pos billeder: Så har forfatteren valgt med 5-6 siders mellemrum at bringe det samme halvside-store billede, der viser duoen for fuld udblæsning i Tivoli i 1981.  Det er altså en undervurdering af læserne. Godt nok er det et fint billede, der viser Stig Kreutzfeldts evne til at hoppe og sprælle, men én gengivelse burde være nok. Selv for de tonedøve.
Det er lidt træls og også lidt patetisk at være vidne til forfatterens næsegruse beundring for duoen:
Stig Kreutzfeldt ikoniske naturstemme er kendt af alle og enhver i Danmark.
Ja så. Det er vist lidt af en overdrivelse. 
Hans stemme kan udtrykke både glæde og smerte (hvilken stemme kan ikke det?), årene har været nådige ved Stigs stemme. Den ejer stadig en smuk klang, der yderligere er blevet tilsat en lettere hæshed, og hans flotte fraseringer sidder stadig lige i skabet.
Og alt for vildt meget mere fra den skuffe. Hold nu lige op kære forfatter. . . . 
Bogens mission er sikkert at skabe et tidsbillede og at genoplive en kultur fra dengang og en cyklus til nu, hvor duoen stadig er at finde på landets scener. Den mission er lykkedes. Som sidegevinst får vi en masse at vide om dansk musikliv, kultur, musikere, pladeselskaber og pladebosser i halvfjerdserne og firserne. 
Guf for krævende musikelskere.