Bruce Springsteen
Born to run
604 sider
Politikens Forlag

Det er altså en vildt god bog det her. Manden krænger jo sig selv fuldstændigt ud, lægger sine fans for sine fødder nu også biografisk, som han har lagt samme millioner for sine fødder med sin musik.
Han er kendt for sine timelange koncerter uden så meget som et break på et kvarter.
Den her bog kan læses ud i en lang køre uden, at man bliver rigtig træt.
Så Bruce har vundet igen.
Man skal så være rigtig glad for ham for at få det optimale ud af bogen. Naturligvis skal man det.
Men elsker man hans musik, vil man elske at vide alt om hans inderste tanker, hans gøren og laden, hans opvækst, hans fumlerier med kontrakter og pengemænd, hans skænderier med konen, hans kærlighed til forældrene og meget, meget mere.
Det er en ren godbid det her.
Det er MÅDEN, Bruce skriver på, der gør forskellen.
Det er den der opregnende facon, den der frækhed til at udstille sig selv i alle tænkelige situationer og bruge et ganske ordinært sprog til at komme med budskabet, Bogsyn til lejligheden har sammensat:
Jeg nåede toppen, gjorde jeg, og far og mor er vistnok nogenlunde stolte, om jeg ville have gjort det igen, nok ja, men det har dæleme sin pris.

Udover det sproglige og udkrængningen af en på en vis måde ganske ordinær personlighed, der beskriver det ordinære yderst personligt, vedkommende, næsten ydmygt. 

Hvor kan man ellers gå hen og få at vide, at Bruce og frue som noget nær af de eneste af hans slags var med til Frank Sinatras 80-års fødselsdag. Hvor kan man ellers få at vide, at Bruce var i spil som Janis Joplins nye guitarist. Hvor kan man slå op, at han med sit band har indspillet en lang, lang række sange i meget forskellige genrer. 
Hvis de plader var blevet fiaskoer, var jeg endt tilbage i Asury Park uden anden gevinst end en fordrukken historie at fortælle.
Livet i og omkring et studie på vej mod succesen kan være temmelig barsk. Vi her på Bogsyn antager, at de fleste stjerner gør alt, hvad de kan for at glemme den forfærdelige - omend måske charmerende tid -, hvor folk stod i kø for at få del i pengesagerne og skrive kontrakter med forsvindingsblæk, og hvad man ellers hører af grusomme historier. Men ikke Bruce. Han ord for ord, note for note skriver om eksempelvis hans og bandets manglende forståelse for at få lyd ned på bånd. De ville have AL lyden med, men forfinede ikke enkeltdelene, og derfor kom der intet med overhovedet.
Dybest set var vi amatører.
Får vi andre steder at vide, at store dele af Born in the USA blev indspillet live med bandet i løbet af tre uger?
Hvor ellers kan vi finde en så ligefrem og konkret beskrivelse af hans vielse til Patti, som formår at give ham plads, og som har haft æren af at se ham vokse som mand?
Og hvor finder vi et så hudløst knæfald for Elvis, the King, som Bruce så næsegrus beundrer ligesom Roy Orbison, og som gør, at han absolut må eje en guitar, som hans arbejderfamilie akkurat får skrabet sammen til. Men da det så ikke rigtig kan blive til noget, ja så går Bruce af med den igen.
Sådanne og mange, mange andre søde, små anekdoter fra Bruces liv titter frem.
Tilsat flotte billeder bagest i bogen.
Man får den tanke, at der er en smule for meget i bogen, der kan minde om selvterapi. En måde at skrive smerten ud på, ligesom i sange.
Er det tilfældet, så gør det ikke noget.
Og bogen kan sagtens læses igen og igen.
Eller, skulle Bruce komme til Danmark igen på et eller andet tidspunkt, måske endda opvarmning til koncerten.
Et stort, flot værk. The Boss er her igen.