Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

American Spirit PDF Udskriv Email
 
 
 
 
 
American Spirit 
Teaterkoncert
Aarhus Teater 
27. august 2016
 
 
 
Foto: Rumle Skafte
 
 
Musikerne kan deres kram og har forstået deres opgave. Fra den blide, enkle  violin, til antydningen af en harmonika, via de flot timede trommedask og guitarernes lyriske spil samt det opretstående klaver - afbalanceret og inspirerende.
Inspirerende på den måde, at den ydmyge instrumentering understreger en forestilling, der satser på det enkle, og som vil fremelske dybderne i Cashes sange mere end at lade teatersalen fylde med country-rock, så det gynger.
Man skal således vide, hvad man går ind til. Og går man ind med håbet om en endeløs lang række af tro Cash-kompositioner tilsat de berømte rifs fra bassen og den elskede I walk the line-guitar og teksterne foldet ud i fuldt flor. Ja, så bliver man altså slemt skuffet. Dem må man høre på Youtube eller på de dertil indkøbte CDer.
Skuespillere, musikere, instruktør og scenograf er gået egne veje, - FOR meget -, og undervejs får vi nogle gange kun antydningen af, hvordan musikken egentlig lød dengang, og hvad Cash kunne med den og den sang.
Forestillingen forsøger at få den simple ånd frem fra det mægtige land, som Cash beskriver i sine tekster. En ånd der er formet af århundredelang emigration og integration, og som her manifisterer sig i, at Daddy synger bas ved den knirkende gyngestol og aftenskumringens skær, og mor i sin kittelkjole vimser rundt og stryger børnene over håret, - I den simple instrumentering og enkle opsætning lykkes det da også delvis at få os til at tænke over, hvad det er for kræfter, der fra Guds eget land har inspireret den vestlige verden; - en folkesjæl, en kultur og en tradition for musik og samvær, der også er underliggende for en masse andre niveauer, indenfor såvel kunst som bolig og erhverv og alt muligt andet.  Det sanser vi udmærket, vi får det ikke serveret; vi får underlægningsmusikken, og en proces starter ved vore egne sanser og fornemmelser.
 
Flot nok.
 
 
 
 
Forestillingen er dog temmelig mørk i sin lys-opsætning og fremstiller på den måde mestendels det dunkle ved Amerika og vægter det melankolske ved Cashes sange. Cashes sange og udtryk var da også et langt stykke af vejen fyldt med melankoli, skepsis, blåtoner, sorg, vrede og frustrationer, men mange, mange af dem er også fyldt med varme, kærlighed, humor, håb, håb, håb, tilgivelse, ja vi kommer hele spektret rundt.
Cash var jo en modsætningsfyldt figur. Han var en flittig gæst blandt præsidenter og stod som indbegrebet af det Amerika, som han også havde stor kritik overfor, og som kommer til udtryk i alle mulige sange, lige fra de fantastiske fængsels-optrædender og til Man in Black.
Det er som om, at vi ikke kommer hele vejen rundt i forestillingen her, og at vi skal have et billede af Amerika, der forsøger at værne om de gode værdier, men som er ved at op i limningen, fordi alle vil og må have en gun, så man kan plaffe hinanden ned, hvis man rører Amerikas flag. Sagde nogen Trump.
Sagt med selvsamme ord, som skuespilleren Mathias Flint underholder med i udbrud efter udbrud "pis mig i øjet".
Der er nogle flotte, flotte øjeblikke. Ikke et øje er tørt, da Caroline Henderson og Kira Skov fremfører The First Time I Ever Saw Your Face. Og naturligvis er vi alle med i finalenummeret, I Walk The Line, der tempo, stil- og fremøringsmæssigt iøvrigt adskiller sig en del fra andre numre, man får den følelse, at bliver der skruet lidt mere op for charmen, fordi forestillingen skal have en grande finale, som alle kender.

I de tænkte rammer er forestillingen bygget godt nok op med en blid og enkel indførelse i USAs folkekulturelle musiktraditioner, for så at kulminere lidt mere i 2. akt med en håndfuld mere mundrette kompositioner. Men det er altså som om, der er lidt distance på, og at forestillingen ikke altid heeelt kommer ned på 5. række, hvor vi sidder. Vi ser, hvad der foregår, men vi er ikke altid helt med. Måske det har noget at gøre med det billede, som man forsøger at tegne af Cashes for- men mest bagkatalog. Vi ved, hvad han kan, og hvad han står for.
Skuespillerne gør det godt nok hver for sig. Inden for de rammer, der er blevet stillet dem til rådighed. Det er jo instruktøren der bestemmer. Det er dog som om, der er blevet lagt en dæmper på dem, det er som om inderligheden i spillet visse steder mangler. Alle har talent, det er tydeligt, og naturligvis behøver vi ikke at nævne Caroline Henderson, der brænder totalt igennem, men som paradoksalt nok i programmet som en af de få skuespillere ikke har fødeår på. Ligesom Esben Strunks forord i programmet kan få en til at tro, at Kris Kristofferson i den udødelige The Pilgrim Chapter 33 udelukkende har skrevet om Johnny Cash, hvilket ikke er tilfældet. Kompositionen er med Kris´ egne ord dedikeret til adskillige inspirationskilder.
Herunder Johnny Cash.
Han vil stadig stå mange, mange, mange år endnu som fortolker af den amerikanske musikkultur og folkesjæl. På den baggrund kan man roligt gå ind og se American Spirit  - for at opleve, hvordan man OGSÅ kan fortolke Cash.
Blot må man ikke sætte forventningerne til Cash-universets enorme bredde alt for højt. Selv om det er teaterkoncert, måtte det gerne have smagt lidt mere af Cash the Musician, som hans musik nu engang lød.