Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Hemingway - en mand og en myte PDF Udskriv Email

 

 

 

Bo Tao Michaëlis
Hemingway - en mand og en myte
360 sider
Gyldendal

 

Man kan undre sig smule over, at der nu igen kommer en biografi om Hemingway -, en biografi der oveni købet er en redigeret version af Hemingway - Århundredets mand fra 1999.
Bogen her blev forsøgt udgivet i 2012 men måtte trækkes tilbage, da der var for mange faktuelle og meningsforstyrrende fejl i.
Hvad er der så kommet ud af det denne gang?

Analyser af Hemingways tekster og en beskrivelse af mandens gøren og laden blandet sammen i en sådan grad, at bogen burde have haft titlen Mit syn på Hemmingway og hans forfatterskab.

Snart er der dybt, intellektuelle syn på og fortolkninger og jævnt kedelige udredninger af Hemingways romaner og noveller, snart er sproget fyldt med gloser og vendinger, der hører til i et underlødigt blad. Den værste sekvens finder vi på side 327, hvor "snart gik sladderen i diverse nationale og internationale medier om, at manden havde taget livet af sig. Sikkert fordi denne machomand var blevet impotent og ikke længere kunne få den op at stå. I hvertfald ifølge drengerøves rygter. Noget er der om snakken . . . .
Sådan noget fordriver altså omgående bogens lødighed og standard, hvis der skulle være en. 
Et andet sted hedder det, at Ingrid Bergman, som af Hemingway blev fejlcastet til Hvem ringer kokkerne for, er lige så spansk som lektor Blommes spanskrør. Og et tredie sted bliver Hemingways tredie kone, Matha Gellhorn til en adrenalinhungrende nomade.
Tak for kaffe.
Humor på lavt plan og absolut ikke humor der hører hjemme i en biografi om et af de store talenter indenfor skrivningen i sidste århundrede.
Forfatteren beskriver iøvrigt, at Hemingway og Gellhorn efter nogen tids adskillelse mødtes til et forsøg på et forsoningsmøde, som så endte uden resultat. Her kunne vi nok have tænkt os, at forfatteren var dykket ned i, hvad der egentlig gik galt på dette forsøg på forsoning, om det var begges stædighed, der var på spil eller f.eks. Hemingways rolle som macho.
Tao gør da også, hvad han kan, for at pille denne myte fra hinanden.
Ernest var stadigvæk et forvokset barn, et stykke gammeldags mandfolk præget af sin victorianske barndom og siden de både brølende og sorgløse tyvere, hedder det videre i bogen.

Så er det sagt!
Om Hemingways manglende evne til i 1954 at kunne tage til Stockholm for at modtage sin nobelpris hedder det:
"Hvilket er en stor sorg for en amerikaner, som havde udviklet sig til en snob, som sværmede ivrigt for al kongerøgelse og adelskab. Hemingways fald fra himlen blev således symbolsk for en ældre forfatter, der var ved at fald af på den. Han var fra nu af en medtaget herre . . . . "
Ja, så får man det indtryk, at det godt nok næsten ikke kan blive værre. 

 

Om Hemingway var så talentfuld, som læsere og Nobelkomiteen gerne ville have, det vil man kunne diskutere til evig tid. Et sted hvor Bo Tao Michaëlis rammer plet er da også, skal det retfærdigvis siges, i de forskellige insinuationer af, at Hemingways berømte skrivestil blev endnu mere berømt af, at han førte sig frem som machomand med vin, kvinder og slagsmål, og at han havde deltaget i diverse krige dels i fronten, dels som korrespondent. Men at forfatteren på så direkte vis forsøger at pille ham ned med sine egne ord i stedet for at lade læseren selv vurdere ud fra objektive handlinger, det er efter vor mening ikke i orden.
På mange måder får han også fremstillet som et menneske, der lader sig voldsomt inspirere af sin omverden og andre tekster. Selv H.C. Andersen lader det til, at han har ladt sig inspirere af, mens den heller ikke får for lidt med lister over alle de kendte forfattere, der har ladet sig inspirere af Hemingway.
Det er alt sammen godt nok, vi inspireres jo af hinanden, men forfatteren her får meget af det til på en eller anden måde at lyde suspekt.
Det skal siges, at der ER spændende passager i biografien her om Hemingways gøren og laden i krige, i ægteskaber og litterær storhed. Men den sætter sig for meget imellem alt for mange stole; nemlig den biografiske dokumentarisme og så en fuldstændig feinschmeckeragtig analyse af indholdet i Hemingways tekster - og så et sprog, man det ene øjeblik hører på universiteter og i fornemme auditorier og i næste øjeblik gloser og vendinger, man indhøster på en nedlagt banegård fyldt med subsistensløse.
Det kunne være blevet en fremragende bog. Hvis man havde valgt én form til bogen, én vinkel. Forfatteren har dog rodet alt for meget sammen og ind i hinanden, - så det igen er en ommer. Men nu er løbet vist kørt for den her udgivelse. Og om Hemingway i det hele taget. Lad nu manden hvile i fred.