Det er næsten som at være der selv Udskriv

 
 
 
 
Eddie Skoller
Det er næsten som at have været der selv
240 sider
Gyldendal
 
Med det samme i læsningen mærker vi, at her er tale om en humorist, en mand der kan vække lattermusklerne, en mand der lige har evnen til at twiste et eller andet ellers lidt melankolsk eller eftertænksomt til noget brugbart og morsomt.
Ligegyldigt, næsten da, hvor man dykker ned i bogen, kommer der en sjov vending, en sjov endelse på slutningerne, lige et ord der vender det hele rundt og får os til at gå lettere igennem livet på den dag. Det er en formidabel evne at have; så tak for den her bog.
Et sted tænker man hold da op, han må være sjov at have som ven; han har da også haft mange gennem tiden. Også en del kvinder, som vi ved, og de forhold fortæller han så åbenhjertigt om, som han nu har lyst til.
Ellers er det en gennemgang af Skollers liv fra A-Z, og det er absolut en af de bedre biografier på hylderne. Simpelthen fordi det ikke blot er en lang opremsning af, hvad der skete, hvem jeg mødte, hvordan min kone var. Bevares, det er bestemt også med, og vi bliver ikke snydt for hverken tilblivelsen af Sardinen der svømmer i Middelhavet eller den dengang noget provokerende optræden i Jesus Christ Superstar. Men vi lærer noget om livet undervejs, gennem Skollers fine måde at beskrive episoder på.
F. eks. det at Eddie stadig ringer hvert år til sin første kærestes fødselsdag.
F.eks. at han med sin bror kan have et ultimativt godt forhold, selv om de er meget forskellige, og der er enorme muligheder for konflikter. Her kunne vi dog godt have tænkt os at Skoller, når han nu er lidt inde på det, havde uddybet, hvilke forskelle de to har, hvordan de har passet på ikke at såre hinanden, hvorfor det mon ikke har generet dem, at de var så forskellige, og hvordan deres forældre så på det.  Man kan naturligvis ikke have alt med i en bog. Men det er da så væsentligt at have en bror, man taler med næsten hver dag, så det ville vi gerne have vidst mere om.
Vi får også at vide, at en tale skal man få hurtigt overstået til diverse fester, hvis man er nervøs for at holde den og således ikke skal have det hængende over hovedet hele aftenen.
Vi får nogle ordentlige lektioner i diverse guitar-mærker, og det er fornøjeligt at læse, at detaljer altid har betydet meget for Skoller:
På et tidspunkt fløj han med Cimber Air til Sønderborg. Han fløj altså ikke bare til Sønderborg. Han fløj med Cimber Air. Det siger noget om Skollers behov for at opleve og beskrive totaloplevelse og have styr på detaljen, hvilket, skriver han senere, da også er kommet ham voldsomt til gode, idet det jo var ham selv, der scorede den totale kasse, når det i hans egne shows var ham selv, der styrede det hele; fra annonceringen til leje af salene og til - ja manden og guitaren på scenen.
Han kommer i bogen ind på, hvem der har inspireret ham; det er folk som Danny Kaye, Sammy Davis, Woody Allen, Shelle Silverstein, og han er ydmyg nok til at fortælle om episoder, der gik knaå så godt ude på blokvognene, mens han af Dirch Passer fik det råd, at han aldrig skulle optræde for nogen på afbud -; for der vil altid være nogle, der bliver skuffet. Og som forresten selv stillede på en politistation under en turné med Skoller for at klage over lyden i Danmark . . . . Han havde jo netop skulle stille op med et ubrugeligt PA-anlæg.
Gennem Skollers ord oplever vi den frihedssøgen og trang til at blive i et med naturen, man har, hvis man er på farten med et omrejsende tivoli, ja, Skoller er rigtig god til at give os små glimt af et liv, vi ikke selv har, men som vi så godt kan nyde, at andre har. 
Af sjove episoder kan nævnes, at Skoller engang sang en sang for Cat Stevens, som så faldt i søvn, og i det hele taget er bogen en lang rejse ned af Memory Lane, som man nu siger. Enkelte tinger kan man stille spørgsmålstegn ved. Nemlig ved Skollers viden om det grønlandske samfund. Engang var Skoller på vej hjem fra sit logi i Grønland, hvor han havde engagement, og hørte de hjerteskærende skrig fra efterladte børn, hvor både mor og far var på druk. Her mener Skoller, at det siden er blevet meget bedre. Har han virkelig sat sig ind i Grønlandsk kultur og ved, hvordan det er idag. I så fald ville vi gerne have vidst, hvordan og hvor meget bedre, generelt eller også ude i bygderne, det er blevet.
Men never mind. Her er tale om en flot biografi, der samtidig lærer os noget undervejs. Og det er det, der hæver den over gennemsnittet.