Der er ingenting, der er helligt. På den aktuelle sag i Danmark om en sygeplejerske, der er anklaget for både mord og mordforsøg på et hospital, begynder man lidt at tænke over, hvor mange gange, man nu tilfældigt eller bevidst har hørt om lignende sager. Om nonner i historien, der er gået amok og har myrdet på klostre, betroede præster, der har myrdet, og hjemmeplejere, der for ussel mammon er gået ombord i udådige handlinger for hjælpeløse eller mennesker.
Mange forældre vil kunne gyse ved tanken om, hvad betroede mennesker kan vil kunne gøre ved ens barn, hvis man virkeligt vil.
Og i spændingsromanen her, der VIL sundhedsplejersken virkelig.
Den handler om Hennequin, der påstår hun er sundhedsplejerske, og har en forfærdelig plan med Didi og hendes nybagte familie.
Så behøver man ikke sige mere, før man, hvis man er til en god krimi og en ægte thriller, lader sig indfange.
Bogen er herlig, sproget fortættet af åndeløs spænding og plottet og dialogerne så hverdagsagtige og realistiske, at man må begejstres fra sidelinjen som anmelder og som læser lade sig rive med over stok og sten.
Vi har alle en del af psykopatien i os, vi har alle det instinkt i os, som forbryderen i bogen her, og det, der er så fascinerende er, at forfatteren er i stand til at provokere de sider frem af læseren, som man dårligt tør kendes ved, for så at slippe dem igen, så vi igen puha kan holde fast i, at vi altså er helt normale.
Det er ikke nogen kunst at finde på noget spænding.
Men det er ægte thrillerkunst at kunne få læseren med, og det, der får læseren med er, den delvise identifikation.
Puha. Er man til krimis og thrillere, kan bogen her anbefales.