Klaus Rifbjerg
Til rette vedkommende
214 sider
Tiderne Skifter

Klaus Rifbjerg går virkelig til stålet i sin sidste bog. Folk i det danske åndsliv, som han ikke har kunnet enes med, som han har haft konkurrence kørende med, som han har følt mindreværd overfor, som han føler har generet ham. De får i den sidste halvdel af bogen en sådan bredside af røsten fra graven, at man ikke helt ved, om man skal tage sig til hovedet, eller om man skal trække på skulderen og lade den gamle ordekvilibristisk få det sidste ord.
Ord det kan Rifbjerg i hvert fald, og som litterært værk er bogen indsvøbt i smukke ord, der kommer i så lind og poetisk og rund en strøm, at man må frydes og glæder sig til næste side.
Og så kan man jo nøjes med det og så glemme resten.
Alle de hårde ord, alle de verbale harceleringer, alle de udhængende bemærkninger om den og den, der måtte stive sig af med utroskab og den og den, der ikke kunne levere uden enorme mængder alkohol.
Man spørger uvilkårligt sig selv: Var det nu også nødvendigt.
Og ja, det ER nødvendigt. For Rifbjerg var et menneske, der ikke holdt sig tilbage, og som gerne stod til mål for de meninger, der nu bankede inde i den krop, han havde. Derfor skal det hele ud.
 Rifbjerg har fred nu. Det er der mange af dem, han omtaler i bogen, der også har. Og så er der nogle stykker, som sikkert gerne ville have kunne betale tilbage med kasteskyts eller grumme ord eller perfide læserbreve.
Det vil jo virke meningsløst, eftersom at mesteren er død. Hvilket naturligvis giver ham 1-0
Med bogen her kommer vi på en eller anden måde godt og grundigt rundt om Rifbjerg. Vi oplever ham i sit lune og humoristiske hjørne, hvor han kalder døden for "han", en ganske detaljeret og meget underholdende og en næsten Finn Søborgsk beskrivelse af lærerkræfterne i hans skoler. Og så kommer vi fint rundt om det spil og de fighter, der begynder mellem en vis Niels Barfoed og han selv.
"De tilhørte samme klasse, dyrkede den samme stil, og selv om jeg kendte Niels fra Asserbo og var faldet pladask for hans charme og naturlige overlegenhed, var der milevidt op til den sfære, hvor han færdedes sammen med Jesper. Der kom man ikke op uden et særligt adgangstegn", og det havde jeg bestemt ikke. Alene derees forældres position sikrede dem en særlig status".
Måske det her ubevidst var, at Rifbjerg besluttede at blive en stor mand. Måske var det lige netop her, hele kimen til hans alt andet lige imponerende karriere blev lagt. Og det lykkedes ham da også hen af vejen at få gravet så bred en kløft og så dyb en grøft, at han kunne distancere sig og forbigå Niels Barfoed, hvis han altså selv skal sige det.
Videre i bogen gør han op med sin mor og forsøger, fortæller han, af flere omgange at komme hjemmefra. Her ser vi den unge forfatterspire tage tilløb til at komme ud i verden og skrive, hvilket mislykkes i første omgang; ja faktisk var der en hel del, der mislykkedes i Ribjeegs første snes år, hvor det heller ikke var så ligetil med pigerne. Og som han siger et sted: "Hverdagen lå der ellers på stribe, og gentagelsen gjorde dem tålelige". Så er det sagt. 
Klaus Rifbjerg er, fremgår det af bogen, et produkt af mange familiedramaer, -hemmeligheder og fortielser.
At læse Til rette vedkommende er tillige som at sige goddag til mange af de mennesker, der har bidraget til det danske forfatterskab, og at nå ind i de enkelte kunstneres dulmen på et mørkt sind.
Rifbjerg kan ikke lade være med at prikke, provokere og promovere egne meninger.
End ikke fra graven holder han mund.
Alt skal ud.
Det ville sikkert have frydet ham at se de, der stadig lever, og som han giver en begmand af de helt store.
Eller også trækker de på skulderen og tænker: Stakkels Rif.
Én ting er vi dog temmelig sikker på, at samtlige vil mene i samlet kor:
Skrive - DET kunne han.