Ideen er fin med at lave et tilbageblik over firserne, et årti der var præget af brydning på mange fronter, og som mange af os, der vitterligt kan huske firserne, kunne have fornøjedes rigtig meget ved, såfremt det ikke lige havde været for de forkerte og meningsforstyrrende oplysninger, der begrænser læselysten og i hvert fald delvis blokerer fremdriften i bogen.
På bogens første sider står der, at ET-filmen var fra 1981. Det er den ikke. Den er fra 1982. En detalje i en større sammenhæng, kan man sige, men væsentlig, synes vi, når man nu vil skrive en bog om netop dette vigtige årti.
Det står også uklart, om forfatteren for alvor mener, at John Lennon døde i halvfjerdserne. Han døde i 1980 mens Elvis Presley til gengæld nærmest bliver slået i hartkorn med andre 80-er afdøde som Dirch Passer og Bob Marley og Karl Stegger. Elvis døde i 1977. Ligesom Chaplin i øvrigt der næsten også er beskrevet, som om han døde i 80erne. Så det virker noget forvirrende. Enten er det reserachen der halter eller fremstillingsevnen og præcisionen.

Abba er også nævnt, naturligvis, med deres sidste LP Visitors, og man kan undre sig over, at forfatteren ikke har nævnt, at netop den skive blev udgivet som en af de første CDer overhovedet.
Man kan også undre sig over, at Sepp Piontek ikke er nævnt ved hans kaldenavn men med sit, ganske vist juridisk korrekte navn, Josef. Det er den slags, der ville fungere godt i en anden sammenhæng, men ikke lige her, hvor det er et view over store begivenheder i firserne, der tæller. Så burde man i lidt højere grad have satset på faktuelle begreber frem for sjove vendinger.
Når det nu endelig SKAL være morsomt, så skal det da nævnes, at visse passager i bogen fordrer smil. Som når vi læser, at dengang i firserne dyrkede vi bønnespirer i vindueskarmen og præsenterede advokadoen for rynkende voksennæser, der hovedrystende forsvandt ud i køkkenet for at skrælle kartofler og gulerødder og stege rigtig føde af fedt svinekød på panden.
Sådan noget skaber ræssonans hos os. Det er sjovt, for vi kan huske, at sådan var det. Eller også bliver der i hvert fald sat spot på de kontraster, der nu var i en brydningstid.
Og så får vi ellers en ordentlig tur ned af Memory Lane, hvor vi bliver konfronteret med Hubba Bubba, sølvringe, huller i ørerne, Tjernobyl, Re-Sepp-Ten, Den Blå Lagune, Flash Dance og Bill Cosby, Dollars og Dallas, Nissebanden i Grønland og meget mere. På et tidspunkt begynder forfatteren i jeg-stil, hvilket er noget af et stilbrud, idet hun egentlig har meget godt fat i en nøgtern beskrivelse af, hvad der egentlig skete dengang i firserne. Men så er det, at hun begynder erindringerne og i særdeleshed om hendes graviditeter, og det skulle hun nok ikke have gjort, altså blandet de to ting sammen. Det hæmmer læsningen, og så bliver det ikke længere helt vedkommende, selv om det med al respekt, er vigtigt at få sat ord på sine minder og erindringer.