Man føler historiens vingesus, når vi i bogen følger Knut Hamsun og hans følge i det sagnomspundne Hotel Adlon i det daværende Østerberlin, Det pompøse hotel fra 1907, bliver på mange måder rammen om nogle legendariske stunder for Knut Hamsun og toppen i de daværende magthavere i Tyskland. Der er skrevet meget om Knut Hamsuns flirterier med nazismen og hans holdning generelt til såvel Hitler som Mussulini. Det kan være svært at holde rede i stoffet og de modsatrettede kendsgerninger og begrundelser gennem tiderne. Men det er som om, man med denne bog og dens beskrivelser om Berlin og Wien kan få de mange detaljer omkring mennesket Hamsun ned på jorden. Og at det begynder at interessse en lidt mere, når det hele er foregået steder, som vi kender.
Så er det som om, indgangen er en helt anden nu, hvor vi følger Hamsun og følger de steder, vi kender fra ferier og forlængede weekender, Berlin og Wien, og, berejste som vi er idag, kan forholde os til, at Hamsun mener, at "Grønland er et norsk land, frarøvet os i Danmark i 1814 ved en bedragerisk tilføjelse i Kielertraktaten".
Interessant læsning der får menigmand til at spærre øjnene op og sætte sig for yderligere at gå ombord i Knut Hamsuns univers. For var han en fantast, der med alle midler og enhver holdning ønskede at slå sit navn fast for at imponere omgivelserne og opnå den anerkendelse og opmærksomhed, han måske aldrig rigtigt fik fra far og mor.
Bogen er dybt seriøs og ser ud til at være meget troværdig i sin detaljerigdom og opsætning. Og man bliver nysgerrig på at lære den side af sig selv at kende, der måske ønsker at lege lidt med i samfundets øjne mindre pæne sider.
Forklaringen på den nysgerrighed ligger sandsynligvis i menneskets modsætninger; nøjagtig det som Hamsun var eksponent for; ingen der vil et levet liv kan gøre sig fri af disse modsætninger.
Kultur og parnas har, sålænge jorden har været rund, forsøgt at knægte disse behov for modsætninger. Vi gør det på jobbet, vi gør det derhjemme, vi gør det overfor for vores børn.
Når Hamsun kunne modtage Nobelprisen hænger det uden tvivl sammen med, at han var et nysgerrigt menneske, mere end almindeligt, at han lod sig forføre at stemninger og fakta, også af sin kone forstås, som var rigtig meget til nazismen, og at den højt anerkendte forfatter var en, hvis litteratur åbnede kanaler i det bevidste og ubevidste, der, omend ikke var uhørte, så sagde tingene uindpakket.
Der er rigtigt mange ender og nuanceringer og detaljer i denne bog, at den for vores skyld sagtens kunne være dobbelt så stor. Den er meget let at læse, forfatteren behersker sprog og stof forbilledligt, og det er helt sikkert, at den tilfører os alle ny viden om mennesket Knut Hamsun.