Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Vi kan jo ikke sidde her til juleaften PDF Udskriv Email
 
 
 
Hanne Sindbæk
Vi kan jo ikke sidde her til juleaften
288 sider
Politikens Forlag
 
En superbog om en af detailhandelens helt store supermænd. Supermand ville Herman Salling nok meget have frabedt sig som prædikat, idet han var KØBMAND, en rigtig købmand udlært i metervarer, forstås, en af dem der forstod at præsentere varerne, også dem der havde samlet støv på hylderne, på en måde så de blev solgt.
En meget saglig, fantastisk illustreret, gribende og også underholdende bog med morsomheder a la: "Hotellet blev en fast leverandør af 1,2 millioner til Dansk Supermarkeds bundlinje". Eller "hæren rykkede ind, da der manglede arbejdskraft".  Hvad den i øvrigt gjorde i Århus; mere om det i bogen.
Bundlinje, det var den  røde tråd gennem hele Herman Sallings liv, som bliver beskrevet på en måde, så vi næsten er med Herman Salling på arbejde og også med hjemme i privaten, da han afviser sin datter og svigersøn ved døren.
Kvinder og børn, hedder det i forordet til bogen, havde han ikke forstand på.
Det er nu en påstand, der kan diskuteres. For det lykkedes ham at gribe tre yderst præsentable kvinder i forbifarten og med et snuptag gøre dem til sine koner. Han beskrives da også i bogen som charmerende og meget glad for kvinder - imellem to ægteskaber -, så han har vist ikke kedet sig og har et stykke hen ad vejen ganske afgjort vist, hvad kvinder ville have, siden han kunne få dem.
At han så blev skilt fra den ene, adskiller ham næppe fra flertallet af Danmarks befolkning, der enten har dårlige ægteskaber eller bliver skilt.
Vi får hele historien om farmand Ferdinands manufakturforretning i 1906, Hermans meget anstrengte forhold til sin far, de følelsesmæssige kvababbelser han kommer til at lide under resten af livet, og hvorledes det har påvirket ham til at skulle bevise overfor sit fædrene ophav, at han nok skulle blive til noget - modsat af, hvad han havde overhørt, at Ferdinand en dag havde sagt til en bekendt:
Den dreng bliver vist aldrig til noget.
 
Det er stærk kost at høre for en lille dreng, der bare forsøger at gøre alt så godt som muligt. Vi føler med drengen i Hanne Sindbæks bog, og det er meget flot. at følelsen, skammen og ydmygelsen på den måde kommer ud gennem teksten.
Sådan er det i øvrigt hele vejen igennem bogen. Vi får en utrættelig, detaljeret og meget grundig gennemgang af forhandlingsmetoder, indretning af butikker, fyringer af topchefer, Herman Sallings hersen hvis der ikke var orden i geledderne.
Vi får også indtryk af de enorme, menneskelige tragedier, da Herman Sallings meget unge første kone dør sammen med barnet i barselssengen, over fejden med Inger Salling, søsteren, og til den sygdom der på det nærmeste invaliderede Herman selv i hans sidste år.

Der er nogle spørgsmål, der rejser sig, når man har læst bogen, og som man savner, at forfatteren havde researchet lidt mere på
 
Hvorfor gik det ikke med Asanidirektøren fra Viborg, der ellers af Herman var udset til at skyde penge i Dansk Supermarked?
Hvorfor fik det ikke med Salling Rejsebureau?
1970erne er på side 135 omtalt som blomsterbørnenes årti. Det er lodret forkert. Blomsterbørn er synonym med hippiebevægelsen, der i tresserne lagde afstand til forbrugerismen og Vietnamkrigen og hellere ville have folkevognsrugbrød, alternative livsformer, love i Woodstock, going to San Fransisco, fri hash, fri sex, syret musik samt Peace, love and Harmony.
Ser man bort fra disse småfejl og mangler, et par stavefejl hist og en ord-udeladelse pist, så er bogen absolut et bekendtskab værd og giver dig, vil vi vove at påstå, næsten hele den usminkede sandhed om Herman Salling, hvordan Dansk Supermarked gav unge, driftige mennesker chancen for at komme frem med deres egne idéer, og hvordan den ubønhørlige chef prompte slog ned på sine topchefer og ikke var bleg for at fyre dem med minuts varsel, hvis bundlinjen viste sig skæv, fordi der var købt for mange og forkerte varer hjem.
Et totalbillede af et menneske, der intuitivt besad detailhandelens kløgt, viden og indsigt hen over enhver tænkelig grænse. Men som også måtte betale enorme menneskelige priser i sit liv.