På en vis måde er dog også tale om gammel vin på nye flasker uden nyt under solen, og den hårde dom vil være, at bogen her desværre tydeligvis ej heller vi være i stand til at redde ret mange kuldsejlede forhold, som virkelig har behov for det, - på trods af mange, dejlige intentioner, seriøse bud på, farverige vendinger og gode råd -, skrevet af en psykolog ved Center for Familieudvikling i København. Forfatteren læner sig da også rigtig meget op af en lang, lang række garvede navne på området såsom John Gottmann, James Coane, John Bowleby, Barnett Pearce, Thomas Nielsen og et hav af andre kilder. Såsom f.eks. en henvisning til George W. Bush, som han tydeligvis ikke har meget til overs for med hans "os imod verden"-retorik efter 9/11-angrebet. (I parentes kunne man nævne, at hans parforhold og ægteskab nu engang ser ud til at holde, hvor godt ved ingen andre end de to involverede selv, men det ser ud til at holde alt andet lige).

Der er mange gode og sunde opfordringer af klassikere som det velkendte aktiv lytning, sex-pauser og nysgerrighed overfor din partner , og bogen indeholder en lang række spørgsmål og anmodninger om at ændre på nogle ting omkring sig selv for at kunne ændre nogle ting i parforholdet. Og lægger op til, at man stiller sig selv og partneren frimodige og udviklende spørgsmål som:
* Hvad sætter jeg særligt pris på hos min partner
*På hvilken måde føler jeg mig heldig med ham eller hende
*På hvilke måder er han eller hun en god forælder eller partner
*Hvilke praktiske ting bidrager han eller hun med i det daglige, som gør min dagligdag lettere
* Hvilke positive grunde er der til, at vi stadig er sammen
*I hvilken grad husker jeg at at lægge mærke til de positive sider af vores forhold
*Hvilke gode sider glemmer jeg at værdsætte hos min partner -

 

spørgsmål som alle hver især i teorien virker ganske opbyggende, men er man et menneske uden overskud, og har man sårede følelser i et forhold, så er det ikke ukendt, at man vil forsøge at benytte enhver lejlighed til at sabotere enhver samtale.
Vi får i bogen at vide, at bare et parforhold er godt nok, så skal man ikke have højere ambitioner. DET er sundt at få at vide og er den tone i bogen, som når ud over rampen og rammer og gør noget godt, idet de fleste af os nok et sted går og håber og tror, at vi skal være idel lykkelige ved at have fundet det, vi mener er den eneste ene. Budskabet kan man direkte overføre til andre emner i livet, der egentlig er godt nok, sålænge det bare kører og er godt nok. Bravo.

Til gengæld er bogen fyldt med ganske megen, pædagogisk opfordring til sødladen snak såsom , jeg vil, jeg ønsker, jeg føler, jeg længes, jeg ser, jeg oplever, blive på egen banehalvdel osv. osv. OK oplæg til hygge-nygge-snak, men sjældent nok til i det lange løb at få gang i hormonerne, se den anden som attraktiv igen, føle sig værdsat og anerkendt, blive gode venner igen over mere end et par dage.
Her skal nogle andre og overraskende elementer til skulle vi hilse og sige -, hvilke sætter kun fantasien og mangel på mod grænser til at forsøge sig med. Hvor er flirten, hvor er poesien, hvor er opfordringen til at tage hende uden videre på sengekanten, hvor er hendes fascination af en svedig mand, der graver have eller at hun bare sådan uden videre slår benene væk under ham ved at ligge nøgen på sengen, når han kommer hjem fra arbejde, eller at han uden diskussion tage ned og maler vinduer for svigermor. Altså savner man bogen igennem lidt mere handling, og lidt mindre snak.

 

Gælder det i så alle parforhold, kunne man spørge, at det i reglen er sådan med få undtagelser, eller er der parforhold, hvor det slet ikke dur. Vi ved, at mange partnere bliver grebet af den andens usikkerhed og således omgående bruger vedkommendes statements om usikkerhed over på sig selv for at holde lange foredrag om egen usikkerhed, - og så er vi jo i reglen lige vidt.
Svaret på dette kommer sjovt nok på side 88 og nogle sider frem, hvor forfatteren beskriver den pseudointeresse for hinanden, som diverse parforhold lider under -, nemlig en overdreven jeg-fiksering og en totalt mangel på ægte venskab og interesse for hinanden. Hvad med at sætte hinanden i parentes i perioder -, det er meget vigtigt mener forfatteren.
Og kommer med nogle eksempler på vigtigheden af at kunne lade den anden tale ud, så denne føler sig tryg nok til at sige, hvad der nu fylder.
Og her er egentlig mange glimrende eksempler på, hvad man kan gøre for at sætte sig selv i parantes.
Men kan man gøre den tone til en livsstil i et parforhold eller bare en enkelte tangent ud af en lang række akkorder på klaveret.  . . . ??
Når alt det ovenstående er sagt, så skal det også siges, at der bogen hele vejen igennem forsøger at danne et godt, optimalt billede af, hvad man selv kan gøre for at få ændret nogle ting i parforholdet, før det kommer i skred.
Udfordringen anno 2015 ser nu engang desværre ud til at stikke så dybt - qua skilsmissestatistikkerne - , at der skal noget ganske mere til end en nok så velskreven bog. Lidt mere handlekraft, lidt mere gang i den end bare samtaler og jeg har, jeg føler.
Bevares, den kan være et skridt på vejen, og der er ingen tvivl om, at nærværende kan sætte gode og sunder tanker i gang. Men for at det skal vare ved, så skal den nok ligge klar på natbordet og bruges som godnatlæsning livet igennem. Og er følelserne først kommet i omdrejninger og svingninger, og har man svinet hinanden til og såret hinanden og stukket kniven ind i den andens hjerte, så vil forholdet være umådeligt svært at få på ret køl igen selv med en nok så god og velmenende opskrift på den gode samtale, som bogen her er - samtale både bogstaveligt og overført til andre aspekter i parforholdet.