Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Piet Hein - verdensdanskeren PDF Udskriv Email

Erik Kristiansen, Bjarne Toft og Olav Harsløf
Pet Hein - verdensdanskeren
210 sider
Gyldendal

Det er pudsigt, at forfatterne kalder Uri Geller for "tryllekunstner", en formulering der sjældent, meget sjældent endda, er blevet brugt om  den israelsk-britiske personlighed. Ellers er han blevet kaldt, mystiker, TV-mand, plattenslager men sjældent tryllekunstner på trods af, at mange professionelle tryllekunstnere gennem tiden har gjort meget for at afsløre hans påståede tricks.
Uri Geller kom så med i bogen her, fordi han på et tidspunkt har haft nærkontakt med en af Piet Heins elipsekugler.
Og han kommer med i anmeldelsen her, fordi det er det absolut eneste sted i den pragtfulde bog om Pet Hein, hvor man kan anfægte, at tituleringen og dermed påstanden tager afsæt i forfatternes egne friheder.
Er man til Piet Hein, er her naturligvis tale om et kært gensyn med superkunstnerens og videnskabsmandens opvækst, forløb og indtog på verdensscenerne.
Har man ikke altid været til Piet Hein, pånær måske et par gruk eller to, så er der tale om en stor bog om en stor mand, og man mærker, at man har med et materiale at gøre, der har mejslet sig ind i videnskabens, åndens, kulturens OG den politiske bevidsthed.
Vi får at vide, at Piet Heins onkel var statsminister. At han i sine unge dage boede i Argentina. At han forsøgte at ernære sig med tegneserier om Hitler, at han har småsludret med Chaplin under en spadsertur, at hans mor nedstammer fra en søofficersslægt, og at Piet Hein udelukkende kom til verden, fordi moderen af faderen fik sig en øjenklinik. Deres erotiske glød var nemlig helt på vågeblus, og så indgik de en studehandlen. Og ud af den handel kom Piet Hein så . . .
Og man læser i øvrigt om Piets opvækst, at faderen ikke havde det store held i forretnings- og arbejdsopgaver, hvilket afstedkommer nogle morsomme skildringer i bogen.
Bogen er sprængfyldt med skitser og karikaturtegninger og billeder fra og omkring Piet Heins liv, alt opsat på en yderst afblanceret måde lige fra billeder af elipsebordet, der bliver slæbt ned af en gade af ophavsmændene og til  de spil, Piet Hein gennem tiden har opfundet såsom Nimbi og Con-Tac-Tix.
Man kan bruge timevis i at bladre i bogen hvori Piet Heins ånd lever og ånder igennem den, helt ud til læseren, og får os tænke over, lidt mere i hvert fald, hvorfor verden dog er skruet så besynderligt sammen, og hvad kan man dog ikke få mere ud af den. Skal man ikke opfinde et eller andet.
Bogen kommer rigtig godt rundt om de mange epoker i Piet Heins liv, og der er naturligvis også mange gruk og lyrik i den. Både kendt og ukendt. Så skal det naturligvis også med, at Piet Hein brændte varm på Tove Ditlevsen; en del af perioden og episoderne i deres forhold er forbigående nævnt i bogen. Ligesom der naturligt nok må være mere og mere, som der så ikke har været plads til i bogen. Men det er det, der er bogens virkelige styrke, at den sætter læserens kreativitet i gang og får os til at tænke videre frem og finde sin egen lille Piet Hein. Digteren, opfinderen, verdensmanden.