Lene Borring Dragsdahl
Hvorfor bange for det ukendte? 
282 sider
Mellemgaard

Alene det smukke, indtagende og grønne omslag drager en mod at tage bogen op i hånden. Så kommer titlen, der både kan provokere og inspirere. Er jeg da bange for det ukendte? Forudsætter nogen, at jeg er bange for det ukendte? Har jeg vist nogen det? Udstråler jeg det? Hvad er det ukendte, og skal jeg overskride nogle af de grænser, jeg aldrig gjorde, inden det er for sent, eller skal jeg lade være og leve i den tryghed og forudsigelighed, jeg kender så godt?
Man bliver tvunget til at tage stilling i livet i denne superdejlige erindringsbog, der kommer langt omkring i handling og menneskesind. København, Indien, Hundige, Tvind, Lyngby, Grækenland, så mange kulturer, så mange indtryk, så mange bevægelser i sindet.
Stille og roligt fortæller forfatteren om liv, der har budt på lidt af hvert; ikke fordi hun tog chancer, som det ligger lidt for ligetil at rubricere det som -, næh fordi hun ikke kunne lade være med at følge sit hjerte.
Hendes hjertes formåen har været at nå ud, hvor hun så vejen foran sig skulle fyldes ud med det, hun havde i sig og kunne bruges til i livet.
Vi begynder, hvor Lene forelsker sig i en græsk mand, som hun så skal have et liv op at køre med. Alene det at skulle bo otte forskellige steder på ti år, er jo noget, der kan tage pusten fra enhver. Hun ender da også med at blive skilt fra sin græske mand. I bakspejlet fortæller hun om, hvorfor ægteskabet måske ikke gik, og hun forklarer det en måde, der giver stof til eftertanke om egne skilsmisser. Hvor man kan have tendens til selvbebrejdelser og årelang analyseren, når Lene frem til konklusioner som, lotteriet gav bare ikke i den sidste ende gevinst - sagt af hendes eks-mand, at interesser og udvikling bare ikke passede sammen, ej heller enighed om børn.
Hvad gør man så alligevel, når man bliver forelsket, og når så forskellige kulturer mødes, når man elsker, men alligevel havner i et inferno af følelsesmæssige udfordringer?
Man lader sig rive rigtig godt med af fortællingen, der prikker lige ned i ens eget liv, og er man åben over for de muligheder, livet bringer, så udgør bogen her en dygtig fortalt og levende opskrift på, hvordan man kommer ind i livet, smager på ting man ikke umiddelbart havde forudsætningerne for og får bundet smukke sløjfer på det, man oplevede - uden fortrydelsesret, for det var sådan livet gik, og hvor var det svært, hårdt, oplevelsesrigt og ikke uden knubs -, men hvor var det dog et levet liv..
Vi læser bogen i to hug, fordi vi ikke kan lade være. Den går under huden, og når først cellerne er i vibrationer, så snart det subtile er i spil, må man overgive sig. Lene Dragsdahl har overgivet sig til livet og overgiver sig nu til erindringerne, som vi så overgiver os til for måske at kunne overgive os mere til livet og give pokker i tryghed og terminer
Vi møder i bogen utroligt mange spændende mennesker, musikere, forretningsfolk, yogier, og vi kommer en tur til Maos lyst, på eventyret omkring højskoler,  Indien, hvor det tjener til Lenes ære, at hun har benævnt den ældgamle by Madras, ved det den nu hed dengang, vi befandt os i den tidslomme, nemlig Madras, og ikke Chennai, som den i dag hedder.
Lene har så meget på hjerte, at der er overflod fra oplevelser gennem et langt liv, hvilket er meget ansporende, ja nærmest vækkende at læse. Hun har oplevet så meget, at det flyder over både af begejstring over at kunne dele, men sikkert også af nødvendighed for at kunne være i kroppen bagefter. Gennem bogen kommer man i kontakt med de rum i en selv, der nyder at dele oplevelser med andre.
En forbilledlig bog.