Sanne Søndergaard
Solo - med mit køn på slæb
304 sider
Gads Forlag

Anmeldes 8. marts.

Kan man lide damens fandenivoldske humor, så er bogen her lige sagen. Hun fortæller i rendyrket og helhjertet og opvæksten og væksten fra barn, til pige, til voksen, og det var altså ikke nogen dans på roser. Beretter hun og fortæller gennem talrige historier og anekdoter om, hvordan hun har slidt sig til, hvor hun er idag, gennem mobning, ydmygelser, pres og andre former for nedladenhed.
Man får hurtigt nok af alle de historier, hun fortæller, og som sætter hende i en form for offer-rolle, hvor hun forsøger at få læseren til at gøre op med det samfund, som idag efter hendes mening stadig gør det svært for kvinder at nå det, man gerne vel, eller som minimum være i fred med bare at være kvinde.

Men med en eller anden form for bramfri poesi og malende bogstaver lykkes det alligevel forfatteren at fange os og få os og blive engageret og deltagende i skæbnen på denne søde og alligevel så vilde lille, ensomme pige, som ingen drenge gad knalde med, før hun til sidst fik mulighed for "at knalde mødommen i nakken af en fyr". 
Sprogblomsterne flyver, og det interessante er, at et liv sagtens kan beskrives ved at holde denne tone hele vejen igennem. Bare tonen er  gennemført. Og det må man sige, at den er hele vejen igennem.

Et spændende møde med en spændende fortælling om en, når nu sandheden skal frem, ikke helt ualmindelig skæbne, hvor man endda bliver lidt rørt, når hun som teenager overfuser sin mor, bagefter skammer sig over det og mange år senere gav sin mor plus-point, fordi denne godt vidste, at det var udtryk for Sannes egne, indre frustrationer.

Så er der også lidt til lærdommen.

Og man kommer til at tænke tilbage på de gange, man selv har smidt gloser i hovedet på sin mor -, som alligevel stod ved ens side et minut efter, hvis det brændte på.