Maya Gaard Rasmussen
Dem som døden glemmer
258 sider
Mellemgaard

Dialogerne i bogen er bare så gode, og  man skulle tro, at forfatteren enten har lyttet meget til folk sin unge alder til trods eller bare har et naturligt talent for ordstrømme. Det er bl.a. det, der gør bogen her til noget særligt udover, at handlingen og plottet er evigaktuelt og ganske på sin plads.
Det siges, at  gammelt nag går en trist, grå og bitter. Står det til troende, så rammer forfatteren lige ned i noget af en menneskelig udfordring; nemlig i hvor fornuftigt det kan være at glemme strid, ævl og kævl og en forurettelse begået årtier tilbage.
Mens man læser tænker man på alle de kræfter, energier, år og forloren, høflig optræden, der er løbet i åen, når to familier eller sågar to familiemedlemmer er kommet op at toppes og aldrig har søgt at bilægge striden.
Bogen handler om en blodig krig mellem to klaner i en by i Californien mange år tilbage. Åndernes vrede blev påkaldt og lovede dem evig ufred. Efter to hundrede år er klanerne stadig fyldt med hævntørst og bitterhed.
Jordan kommer til byen helt uvidende om al den ballade, der har været i byen i det forgangne, hun vil blot leve i byen.
Får hun så lov til det - i selvvalgt ensomhed?
Gæt selv.
Begivenhederne tager fart, og det gør som nævnt de skarpe og energifyldte dialoger også.
En bog der bevæger og får en til at tænke på, om det ikke bare er spild af gode kræfter at bære nag. Et letflydende sprog hjælper os på dej til at indse, at den største fjende, mennesker har, det er dem selv.