Jean Hanff Korelitz
Det burde du have vidst
467 sider
Gad

Man lærer en masse om at lytte til sine fornemmelser, hvis man ikke skal rode sig ud i noget, man ikke kan styre. Og igen bliver vi konfronteret med den gamle historie om, at selv om man er skomager kan man godt gå i hullede sko, og selv om man er en god træner, er man måske en dårlig håndboldspiller.

Bogen handler om psykologen Grace, der selv tror på og udadtil også anerkendes for at leve en drømmemilværelse på livets solside på Manhattan. Hun har skrevet en selvhjælpsbog om kvinder, der bør lytte mere til deres intuition og se de små og store faresignaler, der skal få dem til at løbe skrigende eller diskret bort, hvis de er ved at involvere sig i en forkert partner.
Så sker der lige med et dramatiske ting i hendes eget liv, og handlingen foreskriver, at det naturligvis er hendes mand og hendes ægteskab, hun bliver tvunget til at tage op til revision - og dermed hele sit liv og sin identitet.
Bogen kaster Grace ud i en så stor identitetskrise kombineret med et hav af detektivistiske spor og vildveje, at man som læser bliver tvunget ud at tænke over, om det, man selv har valgt i livet nu også er det rigtige, og om den sandhed, man gik og troede på, nu også er den eneste.
Hvem kan man stole på, hvad har man set, hvad har man overset, kan man regne med sig selv, og i hvilken udstrækning havde man ret, da man valgte, og hvor meget har man selv ændret sig med tiden.
Udover at være et ganske hudflettende, til tider næsten strindbergsk  drama om og i et ægteskab, så fortæller bogen os, at intet behøver at være, som det, vi troede, det var. Og det er budskabet til læserne. Pas på derude. Vi leget ofte med hinanden!!
Bogen er skrevet i tempofyldt krimistil, har nogle fine miljøbeskrivelser fra New York, og er i det hele taget rigtig god til at fremstille, når man ikke rigtig er den, man troede, man var, i et miljø, man ikke længere kan tro på.