Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Vi er her kun til låns i al slags vejr PDF Udskriv Email

Fiinn Wiedemann
Vi er her kun til låns i al slags vejr
242 sider
Forlaget Attika

En dejlig bog om valg i livet, om fortid og nutid, om at gå den ene eller anden vej, og hvordan vilje og skæbner uløseligt er bundet sammen.
Bogen gør godt i sjælen, idet det er som om, at man ser sit liv lidt mere fra oven, lidt mere sorgløst, og at andre har haft skæbnefællesskab med en, der lignede til forveksling, og det gik skam alligevel.
Researchen og fakta kunne have været bedre. F.eks. sagde Humphrey Bogart ikke Play It Sam men Play It Again Sam, og det hedder ikke højest men højst et kvarter at gå hen ad Skolegade 72 fra hin Bon Bonnieren i Esbjerg (her skal i øvrigt standses og kysses en del for at få den gåtur til at vare et helt kvarter).
Lad småtingene ligge og lad os glæde os over, at Finn Wiedemann giver os noget at tænke over og mærke efter. Undervejs på siderne kan vi nemlig sagtens nikke genkende til, hvad vi gennem livet gik med til, hvad vi afviste, hvilke kærester vi ikke fik, om vores andel i og påvirkningen under Cubakrisen og antallet af diskussioner i fattigfirserne, hvad der var svært, hvad der gik godt, og dermed gør forfatteren sin egen families historie universel.
Vi er meget omkring i forfatterens slægt i Jylland - Esbjerg, Randers, Tønder i forrige århundrede, for resten også Odense, hvordan de levede deres liv, hvordan de bosatte sig med mænd, koner, kærester, der blev til familier, og vi er helt oppe i nutiden, hvor Finn reflekterer over, hvad der mon sker med vore historier, når folk dør, hvordan de lever videre, og hvordan man selv kan begynde at øse af dem i forlængelse af det, man aldrig fik at vide.
Ganske filosofisk og knagende godt skrevet på samme tid. Det er en kunst, og den mestrer forfatteren.
Han væver sin egen families historie ind i en lille slags Danmarkshistorie, hvor de byer, Finn nævner, blot kan erstattes med andre. Så har vi straks historien om os selv og vores egen familie.