Anders Johansen
Alle de brugte dage
320 sider
Modtryk

Den her roman er bare klasse. Anders Johansen er eminent til at få en stemning frem, som fortæller os, at livet er gået, hvad brugte vi det til, gjorde det os godt, kunne vi have gjort det bedre. Og den kulsorte kendsgerning af, at vi får ikke livet genudsendt. I det hele taget refleksion over de år, der gik, og vemodigheden over, at de aldrig kommer igen.
Han er god til at beskrive, hvordan man bliver konfronteret med sin alenehed efter et langt, langt parforhold, der minder om dengang, vi gerne ville ind i et, men ikke kunne finde det rigtige.
Alone? Allein, spørger tjenerne rundt omkring, og hvor gør det bare ondt på grænsen til det skamfulde, at det er man altså, og kunne man da ikke have gjort noget for, at man ikke var havnet i den her situation.
Identifikationsgraden er meterhøj i Anders Johansens nye roman, og man kan ligefrem fornemme ydmygelsen og skuffelsen af, at forlagene afviser hovedpersonens manuskripter for til sidst selv at måtte til inderlommen for at få sin bog publiceret,
Bogen handler om et menneske, der troede på idealer, åbne og frie parforhold, endeløse antal lysår forude, det fede og sorgløse liv i Århus, hvor der er mange, dejlige og levende stemningsbeskrivelser fra, og så til den hulhed, hvormed man må sande, at selv hverken Simon og Garfunkel eller Mick Jagger eller alt det psykedeliske, kan redde en fra et blive tung i sindet over, at det nu gik, som det gjorde.
Man kan tro, at bogen er tung og trist at komme igennem. Det er den ingenlunde. Den er spændende som livet selv og ripper godt og grundigt op i det følelsesliv, der giver en de rutcheture, der nu skal til, for at man kan sige, at man har levet livet helt og fyldt.
Det er sjældent, man har lyst til at læse en bog to gange lige i rap. Det her er en af dem. På en måde er det som at få lov at opleve sit liv to gange.
En flot præstation.