Subtotal Udskriv






Hans-Jørgen Vestergaard
Subtotal
127 sider
Mellemgaard

Det stærke ved digtene er, at alting undervejs i læsningen lige pludselig tager en ny drejning. Som livet gør, hvis man er åben overfor det. Lyt til disse sekvenser:

I et uendeligt øjeblik ser jeg et tog passere
Vi ville svæve, vi ville danse, køre ad nye spor
Er toget bare forsinket, eller er det kørt.

Poesi så det basker. Livet i en nøddeskal. Har vi glemt noget, har vi overset noget, eller venter vi bare. Hvor bliver livet af, hvor blev det af.

Eller hvad med denne:

Alt føles så tomt og fyldt op til randen
mens tiden den går, kun med at skuffe hinanden
 

Hvordan noget kan være både tomt og fyldt, det kan man så bruge et langt liv til at spekulere over. Hans-Jørgen Vestergaard har tydeligvis mærket, at det KAN lade sig gøre og beskriver den tilstand med en præcision mere rammende end en dartpil.

I hvert eneste digt er der noget at hente.

Eftertænksomhed i det ene. Livslængsel i det andet. Humor i det tredje. Hvad med denne, han har kaldt Sex on the Beach, hvor vi tror, at nu skal vi til party på stranden med hede rytmer og farverige kroppe. Vi får så at vide:

En tur i bølgen blå
med røven bar
hvor herligt at køle bollerne af

For fanden de rådne fluer!
Skal de absolut
udfolde deres kønsliv
lige på min næsetip.

Digteren formår at give alle emnerne et twist. Og han har mange emner på hjerte.


Om Næstekærlighed hedder det:


Tak for i nat, skat
Værsgo´, den næste.

Om parforhold hedder det: 

Du sover i kælderen, når du kommer hjem
Pas på du ikke falder ned ad trappen.
 

Visse af digtene, og det ER ikke mange skal det så siges, er lige lovlig snørklede og kunne måske nok strammes op og retningsbestemmes noget mere. Hvad er temaet i hvert digt.  Køberne i dag er så kræsne, at de med det samme skal kunne se, hvad de får ud af et digt.  Men lad den lille malurt stå alene og lad os begejstres over en af bogens helt store Hundeliv, der handler om parforholdet, lidenskaben og kærligheden, og hvordan den kan risikere at rende ud mellem hænderne på os og tømme vor sjæl.

Sagt på 16 linjer. Flot. Ubetinget flot.

Løgnen tager fodbad i vores tårer
fødderne trænger så tit
Badevandet bliver ofte skiftet
vi åbner for hanen på skift.

og til slut:

Sammenkrøbne ligger vi på lagenet
på sengen vi selv har redt.
Kærligheden forsvandt i etaper;
mon sjælen har liv som en kat.


Så er det sagt. Indsigtsfuldt, livgivende, sandhedsåbenbarende. Pas på det hele, mens du har det. Og gør noget for det.
Men er det muligt for vi mennesker.

En ægte digter udfordrer vort liv og vore tanker, vor holdning og indstilling. Det er poesi af karatkvalitet.