Så længe jeg lever Udskriv

 

Henrik Vesterberg i samarbejde med
Frank Toft Nielsen
Så længe jeg lever
335 sider
Peoples Press
 

Nærværende anmelder kan huske, at John Mogensen blev interviewet i radioen umiddelbart efter lanceringen af landeplagen Der er noget galt i Danmark. Han mente, han havde en god sag. For Dybbøl Mølle, et af landets nationalklenodier, var jo afbilledet på landets pengesedler. En mere vidende herre kunne så belære Mogensen om, at det ikke var Dybbøl Mølle, men derimod Eskil Mølle, eller Eskilstrup Mølle i hvert fald en anden mølle. Det har jeg grinet af lige siden. For blev der kogt suppe på en pølsepind, hvem af de to havde ret, havde de begge, eller var John Mogensen en lurendrejer. Det forblev han vistnok hele livet, hvilket bogen her har mange sjove anekdoter om, når vi får serveret alskens historier om hans drukture, måde at være fraværende over for sin Ruth og om alle de praktikalle jokes, han udsatte sine spillekammerater for.
Et langt liv med fyringer fra Blue Boys og års nedtur efter Four Jacks-perioden og så til det nærmest brutale gennembrud i halvfjerdserne med de helt store sællerter. Eksponeringen af den danske arbejderkultur, som nogen kalder folkesjæl.
Bogen her giver en god gennemgang af dansk musik - især populærmusikken fra efterkrigstiden og frem til dansktoppen, der havde en enorm magtposition. Den burde dog være kogt ned til det halve. For selv om det er velment, er det unødvendigt at fodre os med oplysninger, vi kan læse i en anden bog fra 2005, udgivet af Frank Toft-Nielsen, og som Henrik Vesterberg klogt nok fortæller, han har lænet sig voldsomt op af.
Ganske vist forklarer forfatteren, at årsagen er, at bogen skrives til en 35-årig, eller en yngre, der er født efter John Mogensens død. Men er det ligefrem nødvendigt at gengive et helt vers af Oppe på Bjerget - bare for at nævne én ting.
Den sidste halvdel af bogen er den absolut bedste og den, der skulle have været udgivet. Resten er baggrundsviden, som ikke fænger, og som forfatteren ikke har formået at gøre levende. Fint nok at fortælle at nederlagene fra tidligere i livet og arbejderen fandt vej mod stjernerne, og at man går gennem ild og vand for sin sag. Men det må kunne gøres på en mere gribende og hjerteskærende måde, netop når vi taler om John Mogensen, som formåede at rive op i alskens sider af livet med slid på diverse sjæle og 1.000 kys på et fyldt dansegulv til følge.
Det er underholdende at læse, at John Mogensen har været elev på Kunsthåndværkerskolen, at han var fabelagtig til at tegne, at han hang ud med Dirch Passer og Keld Petersen og sådan noget. Men det kniber gevaldigt med at holde tempoet i den første halvdel af bogen, ligesom det ser ud til at knibe gevaldigt for forfatterren at blive enig med sig selv om, hvorvidt folket ville have kunnet acceptere, at John Mogensen udgav middelmådige sange - læs side 269 -, mens han et andet sted i bogen mener, at LPen Taurus var fyldt med fyldstof, og at der ikke er nogen linje på pladen, og et andet sted skriver han, at John Mogensen lavede noget sjask ind i mellem. Det kunne have været ganske interessant at høre, hvad forfatteren mener er sjask. Og hvorfor han mener det.
På side 282 ræsonnerer  Henrik Vesterbjerg, at vi aldrig opdager, hvor John Mogensen hele livet var plaget af præstationsangst, utilstrækkelighed og stress. Han kommer umiddelbart herefter så med nogle egentlig ganske udmærkede bud på det selv - f.eks. et liv, hvor John slider for publikum, som han tror aldrig bliver helt tilfredse; og at han sikkert ville have profiteret af nogle pauser fra rampelyset.
Udover det kommer bogen jo med forklaringen i sig selv: Er man født i fattige kår, som John Mogensen var, vil det altid være et kæmpepres at leve op til en førende musikindustris benhårde lov, hvor der bliver malet med den strømlinede og brede pensel.
Simple as that.
Bogen er kun halvt inspirerende. Udover det skal en bog som denne indeholde lidt mere værdifulde oplysninger, når den nu alligevel kommer ind på emnet, om hvad forskellen er på en 78-lakplade, en 33-vinyl-plade og en 45 plade. Hvad skal folk i tyverne og 30erne ellers gøre? Og noterne bør gennemarbejdes noget mere, så vi bliver fri for løse og generelle sætninger såsom: Kilder: Samtale med forskellige personer.
Nå, og hvem mon så det er?