Kragepigen af Jerker Eriksson & Håkan Sundquist

Jerker Eriksson & Håkan Sundquist
Kragepigen
427 sider
Lindhardt og Ringhof

Der er megen genkendelighed i denne samfundsroman, der forfattermæssigt har sit afsæt i to tidligere punkere. Begge har de overvundet kriser og ulykkelig kærlighed og har nu udgivet 1. trin i trologien Victoria Bergmans Svaghed. Det er blevet til Kragepigen.
Det er vigtig litteratur. For det første er der som nævnt mange gader og stræder, overført, som vi kan nikke genkendende til sammen med de musiknavne, der banede vejen for meget af det, vi kender idag. Dernæst er vi vidne til vindene i Sigtuna, kostskolen der har udklækket så kendte mennesker som Carl 16 Gustav, Olof Palme samt repræsentanter fra dynastiet Vallenberg. Men allervigtigst er vi vidne til, hvorledes mennesker indskrænker sig og udvikler sig med udsigten til fare og forbrydelse. Hvor det inderste grumme i mennesket bliver luftet og tillader sig at gøre brutale ting mod et andet menneske -, som så overlades til andres skæbner at tage imod - og blive berørt.
Kompositionen i bogen er ganske fremragende, og der er så megen lys og luft omkring handlingen, at selv om den er rig på detaljer, så er der masser af plads til fantasien - noget man sjældent ser i krimier nutildags.
En ung dreng myrdes og skamferes, men efterforskningen kan ikke rigtig lykkedes, indtil psykologen Sofia Zetterlund kommer på banen, og hvor sporene ender med at gå i retning af en af hendes egne klienter.
Hun må nu bruge sin psykologiske indsigt og snilde til at hjælpe med at komme til bunds i sagen.

Detaljerne i bogen og de psykologiske ringvrags-tilstande kan umiddelbart virke en kende for meget. Men ved lige at tænke over tingene, så man man sluge den i erkendelse af, at det simpelthen bare er en beskrivelse af en virkelighed, der konstant er fyldt med nuancer og uklare linjer, der bliver beskrevet i Kragepigen. Det er det, der gør den fascinerende.