 |
 |
 |
Kampråb fra en tigermor af Amy Chua
Man kan næsten ikke forbavses. Når man hører om, hvad de små ovre østpå bliver udsat for af pres og forventninger for at nå succes og præstationer. Men man kan betages af, at en historie om kinesisk børneopdragelse på så ærlig og sober vis kan blive fremstillet og gribe en ved ben og hjertekule. I Kina er opdragelse en helt anden sag end herhjemme; der ligger ganske enkelt en helt mindset bag ønsket om at forberede børnene til en god fremtid. Nemlig det mindset at tigermødrene i Kina ser barndommen som en træningsperiodemed undervisning og matematikprøver på tid, 2-3 timers øvetid på deres instrumenter uden pauser i ferier og dobbelt pensum i weekenderne. I hvert fald når det gælder hovedpersonen Amy Chauas døtre, Lulu og Sophia, begge vidunderbørn. Kampråb fra en Tigermor afdækker sammenstødet mellem vestlige og kinesiske opfattelser af opdragelse og forældreskab -, men er også udtryk hos forældrene for oprigtige ønsker og håb på døtrenes vegne. Efter læsningen kan man godt gribe sig selv i eftertænksomhed; der må være en årsag til, at så mange mennesker i den østlige verden finder det nødvendigt at skubbe bagpå deres børn, som var de forældrenes egen forlængede arm, og ikke bakker op om, hvad børnene i bund og grund selv står for og tager den derfra. Det ved vi jo godt i den vestlige verden, at det ofte er sådan det er i det store land mod øst. Men at det kan beskrives så godt og så tilsyneladende hudløst ærligt af en mor, der selv presser sine børn efter den kinesiske opskrift, det er fantastisk. Vi får bl.a. at vide, at hvis ikke den lille spiller et bestemt stykke klavermusik, så bliver legetøjet givet væk, ingen frokost, aftensmad, julegaver og ingen fødselsdage i 1-2-3-4 år. Ta´ den. Man må tage sig til hovedet over en for danskere fuldstændig mangel på respekt for et lille menneske. Man må også rose forfatteren for en aldeles glimrende respekt for sig selv og det at udlevere sig selv på tryk, så vi forstår det.
|
