Journal 65 - Afdeling Q af Jussi Adler-Olsen

Jussi Adler-Olsen
Journal 65 - Afdeling Q
474 sider
Politikens Forlag

Det er på det djævsk sproglige, Jussi fortsat slår sine folder igen igen og er en af de danske forfattere, der kan give os nøjagtig den blandiing af den brede, episke, fabulerende form og det kontante, handlingsmættede billede, der passer nøjagtigt ind i det danske litteraturudtryk. Samtidig får vi serveret et stykke overdådigt Danmarks-historie, fyldt med samme skamplettede ry som den om de forrige århundreder, da det går op for os, at vi i sin tid var med til at finde slaver i Afrika og bringe dem ud til Vestindien. Av for den da.
Sprogø blev nogle år efter 1. Verdenskrig stedet, for man deporterede kvinder til, som på en eller anden måde var socialt utilpassede, og som man på en eller anden måde helst ville af med.
Det er jo en herlig kulisse for et drama, og ikke mindre spændende bliver det af, at afdeling Q for særlige sager genoptager en gammel sag om en forsvunden kvinde, som dukker op igen sammen med lægen, der i sin tid deporterede hende, og så er fanden løs i laksegade. Så meget at vi kommer omkring kyniske sunhedsdebatter, nynazisme, mystiske journalier, skudveksling, masser af overraskelser, hævn og uforudsigelighed og så naturligvis Jussis blik for de detaljer, der betyder noget for handlingen. Vi får også en lektion i, hvad nemesis er for en størrelse, da Nete 25 år efter sin beslutning om hævn bliver indhentet af skæbnen, og så vender plottet lige en omgang eller to.
Det er ikke uden humor, at lægen beskrives som foregangsmænd for partiet De Rene Linjer, der i princippet er en videreførelse af tanken om Den Ariske Race, og nu forstår man så bedre, at lægen var så ivrig efter at få kvinder ud på øen midt i Storebælt.
Stof er der nok af, og Jussi behandler det nænsomt og med bid og kraft og masser af sproglige finesser. Han giver os mere, end det, vi forventer. Det er det, der gør ham og hans romaner store.