Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

John af Cythia Lennon

Cythia Lennon
John
Forlaget EC-Edition

En fremragende og dybt bevægende bog der giver et meget nuanceret, kærligt, varmt og, ser det ud til, virkelighedstro  billede af John Lennon. Leveret af et menneske, der elskede et andet menneske til stormfulde højder, og som aldrig slap denne kærlighed. Det eneste, man kan invende ved bogen er, at Cynthia i sine indledende vendinger meget og i det hele taget gennem mange passager bliver lidt for offer-agtig a la "jeg er den eneste, der kender den fulde sandhed", og "sådan og sådan blev jeg behandlet", og som har fået sin søn Julian til i et forord at bakke sig op i, at mens John var rig og berømt, måtte Cynthia siden ud og arbejde for føden, og mor var der jo hele tiden, men hvor var far" osv. Den slags skæmmer bogens objektivitet. Samtidig kan man sige, at udsagnene er nødvendige nok for netop denne bog, der giver et fabelagtigt godt indblik i John Lennons gøren og laden i og uden for ægteskabet, med The Bealtes og, hvad der så siden hændte.
Vi får mange, spændende ting at vide, f.eks. lægger Cynthia vægt på, at det ikke var Yoko Ono, der skilte de to ad, ægteskabet var i fare mange gange tidligere, bl.a. fordi John på et tidspunkt var storforbruger af stoffer. Vi får også at vide, hvor grov John Lennon kunne være mod sin Cynthia "Vær ikke så fandens langsom næste gang". Og at Paul McCarneys Hey Jude oprindeligt hed Hey Jules og er skrevet til Julian Lennon.
Cynthia er bestemt ikke uden humor, selv om hun faktisk har gået grueligt meget igennem. Hun fremstiller sig selv gang på gang som en klumpe-dumpe, der altid kommer sidst til transporter og i forsamlinger, og som får buler i hovedet som et hønseæg, fordi hun ikke lige har noget at holde fast i, da køretøjet sætter igang. Den slags har tydeligvis været til stor undren fra de andre, og ikke mindst irritation fra John Lennon, der havde anderledes check på tingene, og havde han det ikke, kunne han klare det med en kvik bemærkning, eller ganske enkelt fordi han var Beatle. Cynthias humor træder også igennem, da hun mindes det at være til sammenkomster som udstillede dyr fra en zoo.
Cynthia leverer også en pragtfuld og meget levende beskrivelse af, da hun sammen med John Lennon efter en våd nat med rødsprængte øjne mødte op til et forventningensfyldt Dorchester Hotel i London, der havde arrangeret en frokost til ære for Johns nylige bogudgivelse. Ingen af de to anede, hvor stor en begivenhed det var, at John blev forventet at holde tale, og at de litterære sværvægtere var samlet i anledningen.Et kæmpehold af TV-kameraer og journalister fulgte parret, der ikke kunne se en dyt -, de to nærsynede kendisser havde glemt brillerne! Da John Lennon blev introuduceret og litterærens tunge drenge kiggede på stjernen i spændt forventning, rejste han sig ganske enkelt og sagde: "Mange tak, det har været en fornøjelse". Så satte han sig igen. Episoden blev betragtet som en ung rebels oprør mod det etablerede; Cynthias version er derimod, at manden ganske enkelt gik i panik.
En anden grotesk og helt vanvittig episode er i Irland, hvor George Harrisions dengang nye kæreste Patti, og Cynthia bliver smuglet ud af et hotels bagindgang som stuepiger i en vasketøjskurv. Og skulle nogen have glemt HVOR store Beatles var på et tidspunkt, skal man bare læse Cynthias beskrivelse af de 200.000 fans, der ventede i Liverpool og af de 74 millioner mennesker, der så dem i et amerikansk TV-show.
Jiohn giver os et meget bredt billede af tiden med The Beatles, af John Lennon som en meget viljestærk personlighed og af en Cynthia, der vistnok dengang var noget for behagesyg for at få det hele til at fungere. Hun kommer hurtigt til at fremstille sig selv som ynkværdig, og det klæder hende ikke.
Men bogen er ganske afgjort læseværdig og giver et flot, barokt og naturligt nok ganske enestående indblik i, hvordan det er at være gift med en banebryder i tresserne.
Bogen er lige dele, lad os kalde det indblik i store stjernestunder i en berømthedsfære og så et bevægende, rørende og meget følelsesladet portræt af en masse kære mennesker om venskab, sammehold, brud, børn, alt det der nu engang hører livet til.