Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg
af Kjersti Annesdatter Skomsvold

Kjersti Annesdatter Skomsvold
Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg
157 sider
Forlaget Republik

En smuk, smuk roman om Mathea, en ældre kvinde, for hvem det lakker mod enden. Det må være noget af det sværeste at vide, at nu er det ved at være uigenkaldeligt forbi, og så er der måske alligevel noget, man ikke nåede. I hvert fald nåede man aldrig at være særlig meget blandt andre mennesker. I årevis har hun levet isoleret, men nu begynder hun at blive aktiv, at opsøge kommunens hjemmetilbud, at finde fritidssyler og finder sin brudekjole frem for at mindes tiden som gik, men som ikke gik helt, som hun havde ønsket sig.

Forfatteren er enormt tro og loyal over for sin hovedperson, og handlingen eller hendes omgivelserr forekommer på intet tidspunkt hverken teatralsk eller patetisk. Det er meget flot at behandle stoffet sådan, særligt fordi temaet i bogen næsten lægger op til det. Men det er som om, at den gamle dame tager sin skæbne med anstand. Sådan var det bare. Det kunne have være helt anderledes. Men sådan her var det bare. Skoletiden, forelskelsen, den spontane abort, meget fra fortiden kommer under lup på en sund, reflekterende nærmest stoisk måde.

Sproget er meget levende, indtagende og vægtigt. Og man må imponeres over den indlevelse, som Kjersti Annesdatter Skomsvold har i et ældre menneskes situation, tanker og refleksioner. Særligt refleksioner hos et menneske, der nærmest har isoleret sig fra omverdenen, på mange måder, selv om hun da har stiftet bekendtskab med en enkelt mand og i skoletiden kun havde en enkelt veninde og længere tilbage en ikke alt for empatisk farmand.

Bogen er bevægende og rørende, og samlet set må man tage hatten højt af for forfatterens ubevidste budskab om, at børn skal man behandle godt, ellers ender de som Mathea, der fravælger det sociale og på sit yderste kommer til at tænke på, om man overhovedet har været et menneske blandt mennesker.