Inside Wiki Leaks af Daniel Domscheit-Berg

Daniel Domscheit-Berg
Inside Wiki Leaks
256 sider
Jyllands-Postens Forlag

I ethvert større foretagende er der personfnidder og fnadder. Formålet står over disse ting. Sådan skal det mange gange være, før der kommer den spænding, ledelse, integration og nuancering ud af det, der driver geledderne.
Således naturligt også i tilfældet med WikiLeaks, hvor mennesker med vidt forskellig baggrund mødtes, knaldede en god idé af, fik åbnet for sluser til alverdens hemmeligheder og anvendte forskellige obskure metoder til at få ting frem, som pressen ikke turde røre ved, fordi de i bund og grund er en del af den etablerede samfundsorden.
Når folk så skilles, bliver det ofte med et brag og smækken med døren. Således også i tilfældet med forfatteren her, der forlod WikiLeaks og Julian Assange og nu har startet sit eget.
De små stikpiller til den gamle partner, og dem er der rigtigt mange af, skal man springe over, for det er ikke det, der er det vigtige i denne historie. Det vigtige er, hvordan det er lykkedes WikiLeaks at ændre en verdensorden, få ting frem som var dømt til evig fortabelse i hemmelighedens marker og skræmme lyssky affæres ophavsmænd fra vid og sans.

Det tekniske, det dødsforagtende, det fremstormende. Hvordan det lykkes mennesker med idealisme og engagement at føre idéer ud over rampen og fandenivoldske at følge det til dørs, som er betændt men med liv og muligheder i.

Det er en drønspændende bog, hvis man kan adskille de personlige udfald fra objektiviteten, og godt lade sig gøre i bogen, som er spækket med oplysninger om  de allertidligste commandoraids mod the establishment, via fogedforbud, exits fra servere og bunkevis af andre hundringer og anskrig, som WikiLeaks var udsat for lige fra starten.

Det kræver plads at udfolde sit ego, får Julian Assange med i en kommentar på vejen om sin dansestil, som forfatteren mener er meget beskrivende for hans stil iøvrigt omkring WiliLeaks og indtræden på verdensscenen.

Det er helt utroligt at læse om de arbejdsmetoder og den approach til tingene, der herskede, og sandsynligvigvis stadig hersker, på WikiLeaks. Fogedforbud, trusler om retssager, hemmelige IP-adresser, influenzaer der lige skal overstås, før man kan komme videre.

Læser man bogen med de øjne, kan man godt græmmes over, hvor meget et menneske har på et andet. Det kan godt virke lidt træls. Men igen - målet hellliger midlet, og ser man bort fra de personlige stridigheder, kommer man ikke uden om, at med en fightervilje og en tæft for afsløringer lykkedes det for WikiLeaks-skaberne at etablere et forum, der alt andet lige afkræver respekt og verdensmesterskab i udholdenhed og evne til at træde frem på podiet og blive stående, om det raser elller bølger.