Ingemanns Land af Peter Ingemann

Peter Ingemann
Ingemanns Land
218 sider
Gads Forlag

Der er meget i bogen, man som medmisbruger kan nikke genkendende til. En misbruger er jo ikke bare en alkoholiker - som Peter Ingemanns far var, og som er det egentlige grundlag for denne helt udmærkede og berettigede bog. En misbruger er en, der ikke kan tage vare på sig selv her i livet, og som udsætter andre for overvejelser om, hvordan de kan gøre det og sender ubevidste signaler om, at man alligevel ikke gør det godt nok.
Peter fortæller om sin store kærlighed til og beundring for sin far, og at han derved i en periode blev hans beskytter. Mod ham selv. Peter gik ofte ind som konflikt- og fredsmægler i situationer, hvor den stangstive far var ved at rode sig ud i noget uoverskueligt. Peter blev medmisbruger, fandt på undskyldninger, tog faderen i forsvar - for på den måde at tilsidesætte væsentlige dele af sin egen tilværelse og sine  egne, indre kerneværdier.
Alle, der har arbejdet med misbrugere og børn af misbrugere, ved jo, hvad det kan føre med sig, og for Hammerslag-charmetrolden har det altså været en bog som denne, der skulle til -, og det er da også som om, at sandheden bliver udpenslet for fulde gardiner på en talerstol, hvor vi alle er tilhørere til, hvad der skete med Peter. Der er mange sjove historier, og er man til indblik i forskellige familier, og hvordan familiemedlemmer reagerer på hinanden, både når der er vold og dejlige damer i nærheden, og også begge ingredienser samtidigt, ja så er det en lækkerbidsken af en bog, som fortæller, hvordan man drøner rundt i New York på ferie med lommepengene, som udgør 50.000 kroner i inderlommen -, kontanter forstås. 
Der er dog også noget ved bogen her, der ikke hænger sammen. Der er for meget selvterapi, selvbekendelseslitteratur og frimodigt-flabede bemærkninger i een stor gryderet. Nogle gange kan sådan noget fungere. Her gør det dog ikke.
Som skribent er man naturligvis i sin frie ret til at skrive, hvad man har lyst til. Men melodien skal være i orden, tonen ligeledes. Det skal være gennemført. Det holder ikke på den ene side at skrive, at det har været svært at være lille mig, fordi jeg så så meget op til min far, og at han svigtede mig på det grusomste. For på næste side at skrive, at "Pia Kjærsgaard var begyndt at rappe lidt på sidelinjen". Ordet rappe er fordømmende og patroniserende, og holdningen usagt fungerer det ganske enkelt ikke i sin kontekst.
Det er som om, Peter Ingemann vil for meget med sin bog. Han vil skrive sin smerte og bekendelse ud, og han vil samtidig, at vi læsere får indsigt i hans virkelighed, og ydermere, at børn af alkoholikere skal se, hvordan man til sidst alligevel kan gøre sig fri.
Men vi får som sagt smæk for skillingen, hvad angår oplevelser, som Peter Ingemann har haft, og det er både drukturen til Mallorca, ture til værtshusene, hygge med lørdagskylling og Commodore 64 -, hvad vi skal med alt det, det kan man spørge sig selv om -; ja det skal vi ifølge Peter Ingemann for at opleve, at noget er almindeligt nok i alkoholiker-familier, men så lige pludselig, så kommer der et enkelt guldkorn: "Hvis du ikke har sel vironi, er du farlig".
Fair nok, Peter vil skabe en melodi med bogen, glimt af hverdagsliv, længsel efter almindeligheder - metaforisk understreger han sandsynligvis uden at vide det, at rigtig mange mennesker i såkaldt almindelige familier er misbrugere - omend ikke af alkohol så af andres følelsesmæssige tørst. Og DET er nok til, at bogen værd at læse.
Det er ikke svært at få øje på det glimt i øjet, hvormed Peter Ingemann gennem sin forlængst afdøde fars alkoholtåger nu er i stand til at skrive sin historie. Og er man til hverdags-beskrivelser og sjove navne som Sally Tusindpik og beskrivelser af Ingemanns fars harem og, hvad det medførte af oplevelser, så skal man bestemt læse bogen. Den slags er jo noget, der indprenter sig hos det lille barn og sætter sine umiskendelige spor for resten af livet. Der er givetvis mange børn af alkohiliserede forældre, der kan nikke genkendende til mange lignende historier fra barndomslandet. Og vi andre kan så bruge tiden på at læse Ingemanns fortællinger om, hvordan farmand afsporede et tog og blev idømt fængsel, og hvordan Peter Ingemann engang måtte smide ham ud fra sin fest. Nu var det nok.
Peter Ingemann er noget selvforherligende, hvilket ikke er et ukendt fænomen blandt alkoholikerbørn. "Jeg har oplevet mere, end mange andre mennesker vil komme til et helt liv". Øh . . .nå, hvor ved han mon det fra, og hvilken målestok bruger han for oplevelser?
Men sådan er bogen altså, og er man til bekendelseslitteratur med udstilling til det narcisistiske med masser af billeder fra barndom og ungdom, og også et lille stykke Danmarkshistorie om tilblivelsen af nogle af sommerhusene og feriecentre som Rim Rømø: så er den skåret ok.