Ifølge Lukas af Carsten Andersen

Carsten Andersen
Ifølge Lukas
312 sider
Politikens Forlag

Kære far . . .

Bla. bla. bla. . . .

Venlig hilsen Lukas.

Sådan et par fraser skrevet i private breve til ens far siger en masse om det smertensfyldte og dybt tragiske forhold, Lukas har haft til sin ingeniørfar og hvorledes, såsnart lejlighed byder sig, han bliver kastet ud i at vandre rundt i den fortid, han havde, den opvækst, der var ham beskåret, og som har givet ham dybe ar i livet.
Vi taler om en meget, meget levende og bevægende bog, som kan være med til at sætte fingeren på far-søn-forholdet og, hvordan man kan komme over et svigt ved at bruge lige dele fortælling og lige dele humor.
Historien foregår inden for journalist Carsten Andersens eget miljø. Lukas´ plan er at tage fri fra journalistikken en rum tid, men bliver af et nyt magasin overtalt til at medvirke i opklaringen af en mordsag. Der trækker skygger og tråde tilbage til Lukas´  egen fortid.
Historier som disse går der tretten af på dusinet, men den her er på en eller anden måde noget særligt. Ser man bagved krimien, opdager man den sårbarhed, vrede og foragt der ligger latent og lurer i historien, hvor familien aldrig blev det, som nogen i den drømte om, og som nu sender Lukas på travbanen i velmenende forsøg på først at fraternisere og dernæst afvise de fine damer.
Freud lige ud ad landevejen.
Sproget er vibrerende, vi kan følge med på alle niveauer, og selv om Lukas har været trængt i sin opvækst, så tager han det med den humor og lune, der er velkendt fra andre dele af kriminallitteraturen. Miljøerne nord for København er fint beskrevet, også dialogen med en Diva, der mener, at det vist kun kan være udtryk for det der Simple Living, at man tager tog og ikke bil. Arrogant og gennemskueligt. . . .
Flot arbejde, Carsten Andersen. Egentlig er der stof her til en lille serie . . .