Udskriv

Hulernes Sang af Jean M. Auel

Jean M. Auel
Hulernes Sang
736 sider
Samleren

I mørket hun drak af skabelsens væld
og flygted´ nu svanger fra kulden med held
Det liv som Hun under sit hjerte bar
var længslernes mål, alle spørgsmåls svar
Hun var gavmild og ødsel - beredte sin fødsel

Så er vi i den helt særlige Jean Auel-verden af opdagelse, blidhed, fødsel, naturfolk, ritualer og alt det sunde, der ligger så langt fra vores verden idag, at man helt kommer til at savne det, vi læser om, og som vi aldrig har prøvet.
Ser man bort fra handling og plot i bogen, så er der noget ganske meditativt i og imellem linjerne, der får en til at gå ind i den fuldstændige ro, der kan skabes, når man forsøger sig i en anden verden, end den, man til daglig er optaget af.
Med denne Jordens Børn 6 afslutter forfatteren sagaen om istidspigen Ayla -, hvis slægt blev udslettet af et jordskælv, og som i årevis har måttet kæmpe for overlevelse i en nådesløs natur. Hun blev optaget i en klan af neandertalere og oplært af en medicinkvinde men blev så udstødt af klanen. Så tæmmede hun en hest, opfostrede en ulv og fandt sig en mage.
Et enestående stykke litteraturarbejde gennem en menneskealder, hvor mange bind af bøger har optaget læsere dybt ind i sjælen.
Det, der er vigtigt, når man læser bogen er, at den har en karisma og et sprog og en verden over sig, som er enestående, og som skaber ro i sjælen hos læseren og vandrer i evighedernes ord -, og at man skal lade være med at lede efter resultater og formål og plots og alt det, som vi ser så vant til, vi skal lede efter.
For en gangs skyld, og måske for sidste, har vi mulighed for at vandre hånd i hånd med vores egen sjæl, lytte til stammernes væren, kærligheden til naturen, det eksistentielle og universelle.

De forskningsmæssige og arkæologiske fakta, som bogen delvis bygger på, giver bogen et skær af dokudrama, som de forrige.
Ayla er i denne sidste afdeling af sagaen ved at blive uddannet til Zelandoni, åndelig leder, hvilket sætter hende på såvel tilsigtede som utilsigtede åndelige prøver
En verden af grotter, væmmelige mænd, ulve og straffe åbenbarer sig, som man kan forestille sig, at verden er fyldt med for mange tusinde år siden i istiden. At bogen er lang gør ikke spor, for vi har godt af lange beretninger, om det der kunne være sket for længe siden, i en underverden og for den sags skyld også i en drømmeverden fra det hinsides. Man kommer ned i gear, når man læser bogen. Og hvor har vi godt af det.