Gud i Musikken af Peter Dürrfeld

Peter Dürrfeld
Gud i Musikken
249 sider
Kristeligt Dagblads Forlag

Man bliver for det første i rigtig godt humør af at læse denne bog. Vi kommer uvilkårligt til at tænke på den smækre og fejende lovsang "De kommer fra Øst og Vest". Man får lyst til at lovsynge og lovprise. Og så får man en dyb indsigt i og rigtig gode historier omkring nogle af de helt store klassiske værker, der gennem tiden er blevet komponeret af personligheder som Mozart, Haydn, Bach og Beethoven og Mahler.
Og også en række indsigter af både dybe og underholdende karakter i de kunstnere, som har udført værkerne i tidens løb, får vi med, og på den måde er bogen i sig selv et lille mesterværk, idet man hverken behøver at være religiøs eller troende for at få noget ud af bogen. Det gør nok ikke noget, hvis man er, men alene det, at man har lyst til at beskæftige sig med de enestående værker, betyder for mange, at man automatisk har lyst til at sætte prædikatet guddommeligt på. Og så er man jo i princippet nær ved Gud - måske endda uden at vide det eller har et umiddelbart ønske om at sætte de ord på.
Men det er en anden snak. Lad os her nøjes med at konstare, at forfatteren øser af sin viden om de forskellige komponisters og kunstneres personlighed -, nogle mere sammensatte end andre, sagligt og hæderligt og uden de lune glimt i øjet, som man mange gange som fortæller kan føle sig fristet til at anvende, hvis deres urimelighed overfor omgivelserne kan synes for urimelig eller for aparte.

Formålet med bogen er at afdække og anskueliggøre, hvorledes Gud og Jesus og i det hele taget det religiøse spiller en stor rolle i musikkens liv -, fra værkernes tilblivelse og gennem generationers meget forskellige musikere og sangere.
Det gør Peter Dürrfeld på en berigende og lisende måde. Man bliver oprigtigt nysgerrig på klassisk musik, jo mere man "opdager" bogen og kommer ind i den. Var det almindelige mennesker, der stod bag disse vidunderlige værker? Hvor fik de inspirationen fra? Hvorfor mon Beethoven i Missa Solemnis har fravalgt den indledende forsagelse af Djævlen og alle hans gerninger i Credo og går direkte til Gud i Credo i Unum Deum?  Har det noget at gøre med, at han i de sidste svære år led af gulsot, var afkræftet og ville skabe sig et guddommeligt og historisk eftermæle?

Vi får en ordentlig dynge forhistorie om tilblivelsen af eksempelvis dette værk. Hvor meget nyt, der er for kendere, kan vi ikke afgøre, men interessant og spændende er det at læse, hvordan Beethovens tjenere en dag var gået i vrede, fordi komponisten havde klaget over maden, og hvorledes Anton Schindler først i sidste århundrede blev afsløret som havende pyntet lidt rigeligt i hans berømte Beethoven-biografi.

Storheden og målløsheden og det måbende, som Peter Dürrfeld antyder, ja direkte nævner, åbenbares i dette værk, er en del af det, der gør bogen mere end spiselig. Det er ren åndelig føde, musiceren for Gud og energiafsættende at bevæge sig hen langs siderne, der er så fyldt med tekster og toner, ja sådan virker det, at man må forbløffes over styrken i bogen. Og tilskriver den samme styrke, hvormed de musikalske klassikere er blevet skrevet for hundreder af år tilbage oppebåret af den Guds styrke, som det er bogens metier at tilvejebringe musikalske indsigter i.

Kurfyrster, ouverturer, Leipzig, kantater. præludiaer og fugiaer, alt hvad der hører den klassiske musik til kommer vi rundt om. Denne gang sat ind i en kontekst, der sværmer med bibelcitater og kapitler og vers.

Guddommeligt flot arbejde.

"..........tage del i sang og spil udi al evighed". (Fra De kommer fra Øst og Vest)

Teksten ledsages af nogle f´å meget dejlige illustrationer, f.eks. et nodeark af Bachs Matthæuspassionen fra 1727,