Fri Stil af Thomas Eje

Thomas Eje
Fri Stil
280 sider
Galleri Eje

Det her er en af de bedste biografier udgivet herhjemme i mange, mange år. Det er den, fordi vi for det første får en enorm bunke samtid gennem en menneskealder fortalt udover, at hovedpersonen, Thomas Eje, frit fra leveren lader sin læser gå med på opdagelse i de, sådan da, private gemakker på en ganske overbevisende måde. Her er skrevet af karsken bælg om hele hans liv lige fra de allerførste år fra 1957 og så gennem sin opvækst og ungdom og så frem til, hvad vi kender ham for idag. Naturligt nok serverer han succeser og nederlag med en ordentlig luns humor, og det må vist have haft en direkte terapeutisk funktion for manden at berette så hudløst ærligt, selvironisk og dokumentarisk om tiden i Las Vegas, der bestemt ikke endte med den succes, som Tom Dane gerne på det tidspunkt havde set.
Sideløbende får vi et fantastisk indblik i det amerikanske samfunds showbuizz-kultur, som man med god vilje måske kan kalde afspejlingen af amerikansk kultur som sådan. Alting speedes op, og kan man komme afsted med det, så snyder vi alle hinanden. De dumme er dem, der tror på nogen eller noget. . . . ¨

Så får vi en bunke at vide, som Eje er mindre kendt for. F.eks. for venskabet med Erna Hamilton, som han mødte på en måde, så det slog gnister mellem de to, og alligevel endte det i et perlevenskab, som Eje karakteriserer som kæresteri fra hans side og overfor Erna selv kunne tillade sig, nok som en af de få i landet, at kalde for øgenavn - i dette tilfælde Onkel Erna.

Alle oplevelserne er fortalt med autencitet, som mange andre med en selvbiograf (hedder det det?) i maven tåleligt kunne skele til for at finde ud af, hvordan man serverer en biografi, så den både er letlæselig, fænomenalt kunstnerisk og grafisk sat op, og sådan, at man ikke på noget tidspunkt i kronologien kommer til at kede sig, fordi alt er serveret med brod og snert og netop den finurlighed, som er kendetegnende for Eje. Her har han naturligvis et fortrin for mange andre biografiers hovedpersoner. Alligevel hænger humor og hverdagskunst og for den sags skyld politik så meget sammen, at Ejes smittende fortællerglæde og ganske bramfri selverkendelse må kunne bruges nærmest som skelet for kommende biografier.