Fortidens Tåge af Leonardo Padura

Fortidens tåge kaster lange skygger

Leonardo Padura

Fortidens Tåge

374 sider

Forlaget Sohn

Når forfatteren på side 124 nævner ordet Fortidens Tåge og lader sin hovedperson i en af vores ypperste akter, sex, spekulere på, hvor kvinden fra dengang (og altså ikke hende han har sex med nu) blev af, så bringer det læseren til at spørge sig selv, om det liv, man lever, nu også er det rigtige, eller om man lever på et bedrag af fortid, længsler, ønsker og fremtid. Muligvis har det været forfatterens hensigt, muligvis ikke, at selve livet ind imellem fester og tragedier bør tages op til revision. Uanset hvad så virker det, og det er stort. Det er farligt, dybt og provokerende.

Det er det altid, når man bliver opfordret til at tage stilling til livet, men når det som her kommer listende ind ad sidedøren, sniffende ind som en silhouet bagfra, indfanger en som eftersmæld fra noget, der kunne have været anderledes, end det man valgte så stopper man op en ekstra gang og begynder at tænke over, hvordan man dog kom herhen, og hvor man så skal hen herfra.

Ellers må man sige, at er man vild med Cuba, bør man læse denne bog. Er man vild med bøger, må man læse denne bog. Er man vild med sydamerikansk litteratur, bør man læse denne bog. Er man vild med et letflydende og elegant sprog, der tager sin læser ved hånden og engleblidt og kærligt med flotte gloser og op til 8-10 linjer lange sætninger mestrer at fylde os op, så skal man læse den.

Ikke specielt for krimigenrens skyld, men for oplevelsen. Kreativiteten. Linket til virkeligheden. Hvad var der sket HVIS . . .  hvorfor ikke forestille sig at . . .

Og er man i det hele taget vild med "a good read", hvor forfatteren med sine florumvundre spindinger og præcise grammatik formår at bringe en ud over grænsen til, hvad man egentlig trorede, man evnede at læse, så er det rigtig godt gået.

Vi føler, at vi går gennem Havana, vi ser  de store, imposante men faldefærdige bygningværker på Cuba, vi smager  på maden, vi mærker forbrydernes ånde i nakken, da de forsøger at franarre en stakkel med et stykke antikvar penge, vi angrer de forsmåelser af gavmild kærlighed, som vi næsten pr. automatik afviste, og som vi nu langt senere i livet skal deale med, før vi kan komme videre. Og vi forstår gennem brevene i boget skrevet af "din lille pige" lidt mere om, hvad der egentlig foregik i hovederne og kroppene hos de mennesker, der tilbød os den kærlighed, vi aldrig så.

Fabelagtig godt skrevet.

Rørende og bevægende.

Leonardo Padura lancerer sin bog som krimi. Men den er langt mere end det. Den løfter sin læser op og lader ham og hende kysse livet, mærke smerten, glæden, musikken og duften under næseborene. Den velduft af liv der får os til at bladre om på næste side og næste og næste igen for at finde ud af mere i livet og, hvad det var, vi gik glip af.

Læs bogen. Den eneste risiko er, at du mister en aften eller to, og at du risikerer at blive et bedre, mere fyldigt og mere rummende menneske.