Fortidens dæmoner af Poul Erik Larsson

Poul Erik Larsson
Fortidens dæmoner
305 sider
Mellemgaard

Det enormt spændende ved denne roman er, at en stor del af handlingen foregår ved tasterne; taster som vi stort set alle kan identificere os med, taster vi har et forhold til, i arbejdsøjemed, i fritiden, når vi skriver kærlighedsbreve, dating-profiler, hade-breve, elskovstaler osv. osv. Det gør, at den brænder igennem og når HELT ned i halsen på os, under bæltestedet og rammer os direkte på vor spændingsbehov og forhåbentlig løser os lidt fra den voldsomme side, vi alle har i os, og som kan mærkes, som vi læser romanen.

Fortidens dæmoner handler om en bestialsk kvindemorder, der finder frem til sine ofre via datingsider. Herfra kender fantasien vist ingen grænser. Men når det skal ned på papiret, kræver det professionalisme og forståelse for sprogets rytme. Den forståelse har Poul Erik Larsson.

Man mærker, at Poul Erik Larsson, som han skriver på en af bogflapperne, har læst et hav af romaner, og at han ved, hvad der skal med, og hvad der skal udelades. Han går eksempelvis ikke i for mange detaljer, hverken når en kvinde har gjort meget ud af sin make-up, lædermøbler der ser ud til at have kostet kassen, eller når det gælder Mette Vestergaards frokost. Omvendt kunne bogen godt have tålt bare en kende mere research, idet der bestemt ikke er noget i Klostergade i Århus, der hedder 717, og at det nok vil være lovlig optimistisk at tro på, at en betjent får lov at indlogere en stangstiv stofmisbruger på Hotel Guldsmeden i Århus. Lidt mere virkelhedstroskab savnes for, at den absolut spændende bog bliver gevaldigt troværdig. Friheden og fantasien har vide grænser i den stramt og meget fint komponerede krimi, som så alligevel rammer plet med en psykolog, der også er en meget anerkendt og anvendt psykolog i virkeligheden - Camilla Holst; på trods af at Poul Erik Larsson altså fortæller, at romanen er fri fantasi. Vi er heller ikke helt sikre på, at en psykolog ville række armene ud og trække offeret beskyttende til sig. Normalt er det vist offeret selv, der kommer.

Men disse skønhedspletter er bestemt til at leve med. Her er tale om en overordentlig spændende, fræk, bevægelig og levende roman. Der er som i de store amerikanske romaner epiloger og efterskrift . . . det fungerer, og man bliver nysgerrig efter, hvad der mon sker efterfølgende i figurernes liv.