Førsteelskeren af Leonora Christina Skov

Leonora Christina Skov
Førsteelskeren
406 sider
Politikens Forlag

Førsteelskeren vil rigtig mange ting på samme tid. Vi ser det som en styrke. Vi ser det som en styrke, at man som forfatter - og litteraturanmelder som Leonora Christina Skov er - vil vedkende sig, at der er så mange forskellige handlinger og plots inde i en, at det liv, man lever, det vedkendes mangefacettet og slipper således det konforme og ensrettede. Ingen er født regelret, ingen er født med kun én handling i sig; det vedkender forfatteren sig, og hun giver udtryk for det i sin femte roman.
I romanen har Leonora Christina Skov på mange måder skrevet sig selv ind i handlingen; ikke unaturligt for en litteraturanmelder, der bruger sit liv på at læse andres mere eller mindre vellykkede forsøg på at få skrevet sig selv ud.
På en vis måde er det fragmenter af forfatterens eget liv, der træder tydeligt frem. Må vi skynde os at antage. Vi ved det naturligvis ikke. Kun forfatteren selv. Men det er nærliggende, når man arbejder, som hun gør, at man sætter sit eget præg på de indtryk, man får gennem andres værker og møder med persongalleriet bag værkerne.
Det er spændende at nå ned i forskellige lag af de menneskesind, som nås i Førsteelskeren. F.eks. støder vi på en psykopat, der får sin kone indlagt, og vi får fortællingen om en tabt fortid, årene som nattens dronning og fjerne års storhed.
Der er masser af sidehandlinger og bylines blandet ind i bogen, der i nogle hænder kan forekomme som en rodebutik med et ganske forudsigeligt plot. Vi synes, det er en flot måde at beskrive menneskers nuancer på.

Her forlagets beskrivelse, hvor det klart fremgår, hvor meget roman og forfatter vil og gør:

Førsteelskeren er en slægtsroman, en undergangsroman og en kærlighedshistorie med tråde tilbage til 1925. I 90erne og begyndelsen af dette nye årtusind var Nat Kaminski Danmarks ukronede romankonge, verdenskendt for bl.a. sin store erotiktrilogi, hvori han nådesløst udleverede sig selv. Nu har alle, der har stået ham nær, vendt ham ryggen, og ingen køber hans bøger. Dertil kommer, at hans elskede, sangerinden i punkbandet Schneewittchen and the Bipolars, Veronica Lake, har forladt ham. Han har været hende utro igen, men hun elsker ham stadig. Veronica har ikke delt meget af sin fortid med Nat af frygt for, at den skulle blive omsat til litteratur, men i et ikke afsendt brev fortæller hun nu om sin opvækst og om sin mor, den rødhårede letlevende Gina, som forsvandt på en skovtur i 1950. Hun havnede på sindssygehospitalet i Vordingborg, hvor hendes mand fik hende spærret inde som sindssyg. Veronica indser, at Ginas historie kunne blive inspirationen til Nat Kaminskis litterære comeback og får installeret ham i sin fars lejlighed i Berlin. Men alt går galt. På vej til Berlin scorer han, i afmagt over Veronicas exit, den dybt desillusionerede Rosa Stockholm, der har levet som golddigger i tyve år. Da det går op for ham, at hun er selvmordstruet, flytter også hun ind i lejligheden. Et venskab spirer mellem Nat og Rosa, mens Ginas historie ikke interesserer ham det fjerneste. Han savner Veronica, det går dårligt med at skrive, og han styrer imod sin egen nedsmeltning. Veronica har adgang til hans mail og følger med større og større frustration Nats ustyrlige mailkommunikation med bl.a. hans redaktør på sidelinjen. Til sidst beslutter hun at holde op med at sørge over Nat Kaminski og finde ud af, om Gina stadig lever. Det sender hende tilbage til stederne, som har betydet noget i hendes mors liv, og hun beretter om sine oplevelser i nogle breve til Nat. Da Nat læser brevene, bliver han oprørt, men nedsmeltningen har også ført til klarhed. Han vil ikke skrive flere bøger i eget navn, og han vil ikke udlevere sine egne eller andres hemmeligheder. Til gengæld beslutter han at hjælpe Rosa med det manuskript, Ginas brev har sat i gang. Bogen bliver en blanding af Veronicas breve, Ginas brev, Nats emails og Rosa egen historie. Altså den bog, som læseren sidder med til slut.

Alt bliver spundet op mod en god ende. Den ende der nogle gange kommer af de afsindigt mange indtryk et menneske får på vejen gennem livet.