Fat det nu forældre af Jesper Juul

Jesper Juul
Fat det nu forældre
208 sider
Forlaget Apostrof

Så er vi her igen. En bog af Jesper Juul, en af de store kapaciteter og publikumsmagneter, når det gælder familier, børneopdragelse, inddragelse, samvær, og hvad vi nu skal kalde det at have med mindreårige at gøre. Selv tager han i sin nye bog afstand fra at blive kaldt opdragelsesekspert. Han fortæller frimodigt, at han ikke ved, hvordan man gør det rigtigt. Og henviser til, at syd for Alperne gør man det jo helt anderledes, end man gør herhjemme, hvad angår sengetider. . . .
Ydmyghed kan være en god nok ting. Men . . . .

Den gode Jesper bliver nu nok nødt til at se lidt på, hvad det er, der giver ham  en form  for helstestatus udi børneopdragelse. Man kan jo kalde tingene så meget. Men når man gennem en menneskealder har skrevet artikler, holdt foredrag, været frontfigur hos Kempler, haft bunker af familier i terapi, så er det jo åbenbart det billede, folk har af ham. Uanset hvad han mener om sig selv og sit selvbillede. Og det er jo ganske interessant. At han på trods af et tilsyneladende vist arbejde med at nedtone sin betydning som eksperten og øjensynligt har udsendt visse signaler for ikke at fremstå som mesteren i børneopdragelse netop har fået det billede blandt forældre, pædagoger og andre med interesse i at udvikle deres evner til at være i en familie.

Denne konflikt mellem  sandhed og oplevelse er i en vis udstrækning symptomalt for den nye bog fra Juuls hånd. For som forældre har man jo én oplevelse af, hvad familien består af, nemlig far og mor og lad os sige to børn. Det er det ydre billede. Mens sandheden for hver enkelt familiemedlem  jo er nogle helt andre. Moderen tænker måske: "Jeg kan ikke være god nok for mit barn". Mens barnet måske tænker "jeg vil meget hellere have lov at rode uden, at jeg skal have lov til det først. Men jeg er lidt bange".
Det er sådan nogle opgør mellem  værdier, sandheder, regelsæt og udsagn, som  Fat Det Nu Forældre forsøger at tage fat på og anskueliggøre visse ind- og udgange til.

Man kan sige, at melodien i bogen her skurrer lidt. Det kan opleves som om, at Jesper Juul på forskellig vis forsøger at udstille forældre som sådan lidt nogle småtåber, der ikke altid har fattet ret mange meter af, at de skal lade de unge mennesker være i fred med deres følelser og udvikle dem  i det tempo, de nu lyster og har brug for. Det kan man jo så have forskellige holdninger til. Et af argumenterne for forældrenes manglende indsigt skulle ifølge Jesper Juul være en ordveksling som denne:
"Hvor gammel er din søn".
"14"
"Nå, så er det vel svært".
Eller:
"Hvor gammel er din søn"
"11"
"Jøsses så starter det snart".
"Som om", skriver Jesper Juul, "at de unge selv var problemet eller årsagen til det".
Man må sige, at den udlægning efter vores mening er noget unuanceret, idet der i de forskellige menneskers udsagn jo lige så godt kan ligge "hva faen gamle ven, så kommer du på fast arbejde, for hvem har nogensinde lært dig at være fader til hverken små eller store. Du skal da vist have lærepengene tilbage for alt muligt".
Her synes vi så nok, at Jesper Juul gør regning uden alle værter og i sin iver efter at få bogens metier til at fænge populariserer sine holdninger noget og forsøger at score nogle lidt billige point ved at udstille forældre og forsøge det gamle trick med at få os til at grine af os selv.

Det har gennem  årene været et redskab - også i visse af Jesper Juuls tidligere bøger - at bruge i forsøget på at provokere og få forældre til at forstå, at samtale og dialog er bedre end kontrol og retningslinjer. Flere steder i bogen finder vi ikke helt gennemarbejdede synspunkter og holdninger. Som den om at al opdragelese stopper, når børnene er 12. (Pudsigt Jesper Juul iøvrigt bruger udtrykket opdragelse, når han andre steder i andre bøger og skrifter mener, at det er inddragelse, man skal udføre). Hvem  siger, at indflydelse stopper ved det 12. år. Og hvem siger, påvirkningen overhovedet fik lov at begynde. Et af nærværende anmelders to børn nåede vi aldrig ud af opdragelsens starthuller med. Han gik sine egne veje fra starten. 0 år!!
Der er mange bombastiske og generelle udtalelser i bogen, og vi kan så tro på, at de stammer fra Jesper Juuls erfaring fra sine mange år som behandler og centerleder. Nogle gange mangler vi dog lidt substans og nogle forklaringer på, hvorfor tingene er, som de er. Så de kan overføres til andre situationer end lige dem i bogen.

Når det er sagt, må vi også medgive, at der er mange gode debatoplæg i bogen. Mange spørgsmål, som man så kan forsøge at besvare. Helt nøjagtigt hvad neurobiologi og hjerneforskning overraskende laver i en bog af en terapeutisk behandler med vane inden for humaniora, det har vi ikke grejet. Men det bliver brugt som  argument for, at 85 procent af de unge mennesker ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af deres handlinger. At 14-15-årige har denne funktion på stand-by. Se, det er jo også noget af en generel påstand, idet nogle vil mene, at det altid har været sådan, og andre igen vil i parforhold og ægteskaber drille hinanden med, at den del af repertioiret da vist er blevet tilbage i øvelokalet. Vi andre, der nogle gange ikke kan tænke en dag frem eller vide, hvad der sker med computeren, hvis vi trykker her vil så vide, at det er den gode, gamle historie om, at har man mangel på erfaring inden for et givent område, ja så kan man ganske enkelt ikke se konsekvenserne.

Bogens stærke sider er ti familiers arbejde hos Jesper Juul og de dialoger, vi får lov at følge. Her bliver stoffet levende og nuanceret. Det er rigtig rart at få indblik i andre familier, deres kontekst, deres dagligdags problemer og den måde, de forsøger tingene løst på hos Jesper Juul. Vi får i resten af bogen mange gode råd som at sætte sig og se på sin dejlige teenager, opfordring til at sætte sine egne værdier på prøve og kaste sig ud i eksistentiel usikkerhed netop som en teenagers og en række oplæg til, hvordan man skal have tillid til sin teenager, og at man skal betragte konflikter som en gave.


Trods de mange varierede måder at skrive tingene på, kommer vi ikke uden om, at der ikke er ret meget nyt under solen, at meget er blevet sagt rigtigt mange gange før, og at ansvarlighed og at tage ansvar naturligvis stadig er begreber, der kan bruges i en bog, som det var tilfældet for 30 år siden.

Når alt dette er sagt, vil vi alligevel anbefale bogen, for som helhed vil den med sine nuancer og mangel på samme give læseren flere tangenter at spille på, hvis man har lyst til at overveje, hvorfor man nogle gange sidder fast med alle sine talenter i en familie, som har nogle teenagebørn, der bare ikke er til at rokke ud af stedet. Måske VI skulle rokke os!