Fanden og hans pumpestok af Ilse Haugaard

Ilse Haugaard
Fanden og hans pumpestok
212 sider
Gyldendal

Emnet er tragisk, men bogen er morsom. Det mærkes, at Ilse Haugaard er en garvet forfatter, og selv om emnet er aktuelt nok til evig tid, så kan det undre, at hun nu udgiver en selvbiografi, nærmest som et terapeutisk værktøj. Alternativt at servere emnet i romanform, som det ikke nødvendigvis ville blive mindre læst af - og endda mere seriøst af grebet an på den rigtige måde.

Naturligvis er det ikke rart at blive udsat for ydmygelser, psykisk og fysisk vold og at være udstyret med en barndom, der gør, at man altså render i sådanne tilfælde. At bruge en bog på at fortælle om skærmydslerne og, hvor umuligt det er at bryde ud af et forhold med en velbeslået direktør, det synes for meget og ville have været langt mere troværdigt på en måde, hvis Ilse havde besluttet at opdigte mennesker, der havde været udsat for det samme. Bogen har en tendens til at blive for navlebeskuende.

Men sådan er det altså, og vi må så sige, når det er accepteret, at den virkelig er skrevet med et godt glimt og musik øjet, hvorfor den vedbliver med at være spændende. Det ville have været galt, hvis emnet var tungt, historien var tung, og hvis sproget så ikke samtidigt flød. Nu er vi en situation, hvor Ilse Haugaard beskriver situationer i detaljer med en ironisk distance og et smil på læben, som om hun vil fortælle, at et sted vidste hun godt, hvor grueligt galt det hele var, men hvor let er tragedier lige at komme ud af . . .

Den del af værket er bare i orden. Håndværket er på plads, og man klør sig godt på hagen og trækker på smilebåndet undervejs over de sjove og pudsige formuleringer, der beskriver de heavy episoder.
"Idet han trængte op i mig, udstødte jeg et enkelt ufrivilligt skrig som en hunkat midt i parringsakten", skriver hun om mandens forkærlighed for analt samleje.

Det var mandens hånd, der var blød som en evighedsmaskine, det var den, der betog Ilse Haugaard på en 40-minutters flyvning så meget, at hun åbenbart har forelsket sig så pladask, at håbet om et godt liv med ham hun elskede overskyggede alle de dårlige episoder i samlivt. Som spændte fra fysisk vold til direkte ydmygelse på grill-terassen, mens flere andre familiemedelmmer var til stede.
Der mange gode pointer mellem, over og under linjerne i Fanden og hans pumpestok. Og naturligvis føler vi med et menneske, der lader sig behandle sådan af et andet.
Men bogen havde altså efter vores mening fungeret bedre i romanform.
Der bliver for meget sammenblanding af forfatter og hovedperson, hvad der naturligvis også er meningen. Men emnet er for tungt til, at det kan holde vand ved at blive fortalt direkte.
Endelig synes vi også, det er problematisk at udlevere andre mennesker, uanset deres fejl, ved det, at netop de ER mennesker og også har kæmpestore lig i lasten.
Også den kunne Ilse Haugaard været kommet uden om ved at skrive sig ind i hjerterne på folk og leveret en klassiker af en roman.

Nu bliver det bare en bog i en lang række af bekendelses- og, bevares, debatlitteratur.