Et strejf af rosmarin af Dorthe Emilie Røssell

Dorthe Emilie Røssell
Et strejf af rosmarin
165 sider
Siesta

En glimrende roman der fortæller, at ikke alt altid er, som det ser ud til , og at man nogle gange går gennem livet og ikke ser, hvad der sker lige for, fordi verden nu engang bare presser sig på.
Til gengæld får man så nogle erkendelser og oplevelser undervejs, man umiddelbart måske nok ville have været foruden, men som er katalysator for en indre længsel og et potentielt behov for at lære sig selv at kende.
Hovedpersonen Jeanne blive på et tidspunkt anklaget for bedrageri, og så går jagten på det brev, hendes afdøde mand, Patrick, engang har skrevet til hende. Det er det umiddelbare drama, men på det indre plan kommer det til at handle om noget helt andet, nemlig at lære sig selv at kende i bidder, sammenstykke sig selv, finde ud af meningen med det hele. Den viden kan være svær at håndtere men nødvendig i en healingsproces.
Og drama er der nok af i bogen, også af den slags, der ville kunne sætte mange til vægs i barndommen. Alene en styg og pædofil bedstefar gør indtryk på læseren, men tilsyneladende ikke på Jeanne, der åbenbart har en evne til at fortrænge, klarer sig pænt i skolen, flytter med familien til København og bliver lykkeligt gift, som man siger -, og så er det, at korthuset ramler efter 20 års ægteskab. Og så er det, at dramaerne for alvor tager fat.

Romanen er skrevet godt og efterlader et eftertænksomt budskab af, at man lige skal se sig for, for der er altid skeletter i skabe og lig i laster hos alle; vi går ikke fri og det at involvere sig med andre og i det hele taget relatere, det har en vis risiko, ligesom det er risikabelt at leve. Man kunne komme til at lære sig selv godt og grundigt at kende. Man kan også lade være at se sig for. Og så betale regningen, når den kommer . . .

Der er mange rørende passager i bogen, hvor et par tårer eller fem presser sig på, bla.a. når Jeanne skriver i sin dagbog om, at Patrick er død, og læserens følelser kommer også i kog i vrede over, at han efterlader sin splinternye brud tilbage i Tivoli for, at hun så kan tage alene hjem. Hvilken sjuft.

Forfatteren har gode iagttagelsesevner og beskriver scenerne omkring sine personer godt. Lidt tydeligere persontegning kunne have været ønskeligt. Omvendt overlader frie mønstre omkring personkarekteristika det til læserens fantasi at placere diverse evner og mangel på samme på andre, vi kender. Og sætte tingene mere i relief i dagliglivet.