Et liv i almindelighed af Bent Vinn Nielsen

Et liv i almindelighed - det nye års hidtil bedste roman

Bent Vinn Nielsen

Et liv i almindelighed

216 sider

229 kroner

Gyldendal

En fremragende roman, den bedste i år indtil videre. Fordi den er så anderledes, så tør, så vildt enkel i dens sprog, og fordi vi som mennesker lærer noget om at rumme og indtage folk, der har levet og lever på en helt anden måde end de fleste af os - og så alligevel. Når vores historie engang skal skrives, vil den såmænd også nok kunne rubriceres under Et Liv I Almindelighed.

Romanen handler om en snart hundredeårig, der beretter om sit liv, mens han sidder på plejehjemmet. Så enkelt og ligetil, så tørt og sagligt. Og nu ikke mere. Nu skal vi sove. Godnat. Ja, sådan gik så det år. Og der var også en gave fra mor. Den stil der nærmer sig det naivistiske og alligevel på et plan, så den glider ind og rykker ved centret i vore hjerter. En gennemført stil.

Oldingens liv er brolagt med tilfældigheder. Hans type er svær at indfange og beskrive og se foran sig. Hans reaktionsmønstre passer ikke helt ind i nogen skabelon. Han flakker lidt mellem forskellige udfald og overvejelser, lidt tilfældigt synes det, som hans liv har formet sig tilfældigt, hvis man tror på tilfældigheder, og som har bragt ham brød på bordet gennem arbejdet som landmand - men ingen glæde ved faget, selv om han ender med at få en formandspost i den lokale landmandsforening.

Hallo . . .er det en anden slags eye-opener det her. . .

For selv om de fleste af os i en moden generation nok vil kunne se tilbage på et arbejdsliv, der mestendels har været præget af lyst til netop det arbejdsvirke med efterfølgende glæde, så har vi godt af at stoppe op og overveje, om vi nu er havnet i en blindgyde, hvor der ikke er den glæde ved livet, vi kunne ønske os og muligvis både er berettiget til og født til.

Som romanen skrider frem, og hovedpersonen får talt sig varm, bliver det tørre og saglige suppleret med kærlige og humoristiske indsnigelser, der får læseren til at trække på smilebåndet, blive rørt og ligefrem glæde sig til, at vi får lidt følelsesmæssige dryp ind imellem de ellers nok så tørre og knarvorne beskrivelser af et liv, der altså gik som det jo gik - , som man jo siger i den generation, hvor man er taknemmelig for lidt.

Kan vi lære noget af det?

Ja, det kan vi. Vi kan lære, at intet er vort krav, ingen skønhed er forudsigelig, alting er til debat og skrøbeligt. Intet er os givet. Taknemmelighed tager dermed sin kamp med selvfølgeligheder.

Der er megen snak om piger i romanen. På en spændende poetisk, nysgerrig og tilbageholdende, blufærdig, fnisende og let teenageagtig måde, der var de forrige generationer forundt, og som man i al dets uforudsigelige længsel savne i vore dage.  Og tørt kommer det trods mange og nuancerede iagttagelser fra hovedpersonen: "Vi forstår ikke kvinder".

Så enkelt kan mangt og meget stadigvæk siges i vor samtid, der også får mange unikke kommentarer med på vejen, mobilen er blevet til en tingest, og de unger, der vil være stjerner i TV-progammerne, efteraber. Man skal dog ikke være umælende, men helst skille sig ud i det små fremfor i det store.

Der er så mange livsvisdomme i bogen, og det hele kommer til os på en finurlig måde, når man mindst venter det. Det gør, at bogen bliver letglidende, for hvem vil ikke gerne forsynes med visdom, mens man taler med en gammel mand - eller rettere lytter til ham og betragter hans færden, tanker og gøremål i, må man formode, de allersidste år af livet.

En meget flot og meget vigtig roman.