Én bold ad gangen af Anders Haahr Rasmussen

Seriøs bog om tennis, og så er der lige Caroline . . . .

Anders Haahr Rasmussen
Én bold ad gangen
202 sider
Gyldendal

Det er en meget flot og velskrevet bog, fyldt med det engagement, den tæthed og den respekt for spillere og spil, der fordres i top-tennis. Og samtidig er den seriøs og går meget lidt ombord i al det Miss Sunshine-virak, som det påstås, der skal følge med i den del af verden. Og når det så endelig sker, sponsorerne, pressen eller andet, så bliver det gjort på en måde, der er retlinet og etisk. Bogen her er et trykt og udgivet bevis for, at man ikke altid behøver at følge  fortroppernes fodspor. Man kan godt gå nye veje og koncentrere sig om det, der er den egentlige ballast ved elite-sport: Styrken, forberedelsen, teknikken, konditionen, viljen. Og samtidig lade læseren bevare ydmygheden og fascinationen af, at en ung pige på en snes år er nået så langt ud i verden, som tilfældet er.
På en vis måde handler bogen her ikke specielt meget om Caroline Wozniacki som person men mere Caroline som middel til at forløse, hvad der ligger af præstationer og kunnen, når man er seeded til at være helt i en elite for sig selv: Formidabel kunnen inden for underhåndsslag, alt-eller-intet-baghånd, slagflugtning, cross court, hårde grundslag, og hvad det hedder altsammen. Vi får en eminent indføring i tennisspilets finurligheder og vil dermed med langt større "amatørens ekspertise" være i stand til fremadrettet at nyde de mange tenniskampe, fordi vi gennem bogen her er blevet ført ind og ud af miljøet, ind og ud af meget forskellige tennisspilleres måde at udføre spil på.
Hold da op.
Bogen lever endda op til dens egen titel, idet vi på trods af den meget store mængde tennis-informationer, vi får, også får dem placeret så tilpas pædagogisk og netop i et tempo, der matcher én bold ad gangen. Så forståeligt og alligevel så teknisk. Den form for vidensdeling grænser det brilliante. Vi forstår bedre, hvorfor de bedste tennisspillere er bare LIDT bedre end de bedste, og hvor dem helt i toppen er bedre end de bedste. De kan måske kun én ting bedre end alle andre. Det er ifølge Anders Haahr Rasmussen for Carolines vedkommende den på højre fod roterende baghånd op ad linjen. Hun slår den ikke så tit, men når hun gør det, er det lige så smukt, som det er effektivt, hedder det. Bare sådan en oplysning giver læserne en aha-oplevelse og får os til at glæde os til næste gang, det sker.
Sådan er bogen fyldt med detaljer om spillet, om et hav af topspillere og omkring spillet, hvor vi også bliver præsenteret for historien om anklager mod Wimbledon-arrangørerne for udover spillet at ville score kassen på unge blondiner, der farer rundt med små, fine skørter for at gøre reklame på spillet. Vi får kommentarer med på sidelinjen fra farmand og træner, vi får kommentarer fra Caroline selv. Og ikke mindst:
Vi får en grundig lektion i, hvad der i Carolines tilfælde har gjort, at hun på en relativt kort årrække nu står med sejrene bag sig og fremtid foran sig i diverse stor-turneringer som WTA og US Open. Bogens seriøsitet understreges af, at farvebillederne i bogen er oplevelsesorienterede og fokuserer lige så meget på bolddrenge, pubblikum, fotografer, som af Caroline selv. Befriende og glædesgyldt, livsbekræftende og sportsligt.
Udover al lærdommen er bogen ganske spændende, idet den i lange passager er én lang tenniskamp, hvor vi følger cifrenes skiften som, når vi sidder der foran skærmen. Navratilova er i jernform, ikke i storform, hvilket der også sprogligt antyder at forfatteren er en begavet en af slagsen, der ynder at lege med ordene, som han legene let fører os gennem den ene storkamp efter den anden i tennisverdenens masterclass.
En bold ad gangen, Anders Haahr Rasmussen, og netop derfor formidabelt spillet.