Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

En arbejdsnarkomans bekendelser
af Hanne Feldthus

Fra bekræftelse til bekræftelse

 

 

Hanne Feldthus

En arbejdsnarkomans bekendelser

Gyldendal Buisness

222 sider

250 kroner

 

Under enhver såkaldt arbejdsnarkomans handlinger ligger der et voldsomt behov for anerkendelse og bekræftelse. Noget der aldrig forsvinder medmindre det bliver sat i centrum og behandlet professionelt. Det er en videnskabelig kendsgerning, spørg enhver psykologistuderende.

 

Den kendsgerning synes Hanne Feldthus i sin bog ganske at overse - eller i hvert fald ikke at tage særligt seriøst i sin iver over og begejstring for tilsyneladende selv at have løst sine problemer. Kan selv, vil selv. Hun siger ligefrem et sted, lidt nedladent kan det opfattes, at "sådan vil moderne terapeuter se på det", og at "de vil hævde, at den udbredte arbejdsnarkomani skyldes, at vi ikke er blevet elsket for dem, vi er....". Men, konkluderer hun,  det "fører så vidt jeg kan gennemskue ingen steder hen. Vi gør, som vi gør, men hvis det, vi gør, er tåbeligt er det bedst at holde op, uanset hvad den dybereliggende forklaring må være".

 

Her går forfatteren helt galt i byen, for det er netop den dybereliggende årsag, der ofte er skyld i, at folk ikke kan rokke sig ud af stedet, selv om de med måske nok kan se det rimelige i, at de skal gøre det. De føler ikke, at de har noget valg i livet, fordi de er faståste i identiteten og kan ikke få løst knuden selv.

 

Selv om Hanne Feldthus nu giver udtryk for at være en fri fugl uden manipulerende og diktatoriske chefer, så ser det ud til, at hun blot har udskiftet et sæt vaner med et andet. Nu er hun i modsætning til tidligere afhængig af bekræftelse fra sine venner, som hun mod bogens slutning beskriver det, og at hun i sin tid gik i medierne med sine historier om stress, det var ikke, fortæller hun, som antaget af omgivelserne modigt, det var såmænd med fuldt overlæg og for at få opmærksomhed, så hun kunne få noget at lave. . . .Myterne om hende skulle nedbrydes.

 

Tja, hvad kan man så sige . . . .

 

Som  free lancer burde man i hvert fald vide, at man kun har en begrænset rækkevidde som den frie fugl. Nemlig indtil den dag hvor man bevidst eller ubevidst er kommet til at møge sin egen rede til, og opgaverne og føden udebliver. Måske endda de personer i omgangskredsen man stolede på. Så er man jo nok temmelig meget tilfalds, hvis man ikke ganske alvorligt og gennem meget langvarige terapiforløb har gjort op med det evige behov for bekræftelse og selviscenesættelse og de præstations- og perfektionistbehov, der lurer som rovdyr overalt. Og det kan vi ikke læse af bogen, at Hanne har gjort op med, derimod fremstår bogen her som en stor reklame for, at man kan, hvad man vil, og der er altid en vej ud, og den må man finde ene og alene. Ganske vist understreger hun, at der er tale om hendes egen historie, og al ære og respekt for, at hun så fortæller den, ganske bramfrit og frimodigt. Men udover på malende vis at beskrive forholdene inside i Q8 og i det sagnomspundne reklamebureau, Wibroe, Duckert & Partners, hvor hun senere blev kreativ direktør, så tror vi, at det er begrænset, hvad man kan hente i bogen, hvis man føler sig arbejdsramt, udover naturligvis det genkendelige -; det er der så til gengæld en del af.

 

Hvad kan man så sige om selve bogen?

 

Den er underholdende, der bliver ikke lagt ret mange fingre imellem, og den giver et detaljeret, skarpt og muligvis generelt indblik i, hvordan der bliver disponeret med beslutninger og medarbejdere på kontorer, hvor forfremmelser og forbindelse ofte står over faglighed og menneskelige kvalifikationer. Som Hanne Feldthus så efter mange års tro tjeneste med fremlæggelser, møder, kampagner og godkendelser brænder ud af.

 

Man kan også sige, at Hanne Feldthus i hvert fald er meget begejstret for ordet svagpisser. Svagpisser vil Hanne helst ikke være, men desværre fremstår hun som en, der søger imod det ofte skraldespanske og vulgære sprogbrug for at få sit budskab igennem. Det er synd, visse steder, næsten sørgeligt. Hun kalder sin kæreste gennem 13 år, muligvis i desperation, for et menneske med et forskruet univers og forholdene i Q8-organisationen, der har givet hende brød på bordet gennem en anden årrække, får så mange skud for boven, at man må vånde sig, og kommer der et sagsanlæg fra de bonede gulve i gigantkoncernen, vil det være forståeligt, selv om man her sandsynligvis blot vil være tavse, klogeligt tie og undgå eventuelle kommentarer. En af sine professorer på handelshøjskolen kalder hun tillige - måske berettiget - stangdrukken. Hvad mon han siger til det, hvis han læser det idag? Hun langer også ud efter Storbritaniens hovedstad og kalder London for en by grundlagt på stress, selv om London ret beset er rigtig meget andet  - smukt, afslappende og dejligt, hvis man åbner sine øjne for det.

 

De første hundrede siden i bogen er stort set et meget velkomponeret, dygtigt og underholdende, farverigt sammenskruet og nuanceret billede af forretningsgangene i en mægtig industrikoncern, og den er lidet flatterende. Hanne beskriver de intriger og magtkampe, om hvem der kommer først til fadet, og hvordan det ofte overstiger dygtighed og erfaring i koncernen, og hvordan faglig udvikling træder i baggrunden for ens positionering i systemet, og den er vist hørt før.

 

Det er så en skam, at forfatteren ikke siden disse tilsyneladende hårde år og i sin selvhjælps-behandling er blevet løst fra sin lonely-rider-identitet, for var hun det, ville hun i langt højere grad i bakspejlet i bogen her have kunnet beskrive indtillingen til og værdien af, at man løfter i fælles flok, og at man NATURLIGVIS udnytter de medarbejdere, der har de bedste kompetencer - og i visse situationer største mangel på samme - for at få tingene kørt ud fra gaten. Sådan er det nu engang i erhvervslivet, omend Hanne har fat i nogle ganske fortrinlige pointer i beskrivelsen til sidst i bogen om, at man må se på, hvad man får til gengæld for sin store indsats i virksomheden - gerne i gode, danske, klingende mønter.

 

Bogen kommer dog som nævnt slet ikke ind på de dybereliggende behov og længsler, som ligger til grund for menneskets behov for at præstere, at imponere og føle sig uundværlig. Ej heller Hannes og enhver såkaldt arbejdsnarkomans. Den er en fodnote om et menneske, der har været i krise, da hun var ansat, arbejdet som et æsel, og så sidenhen gennem ni måneders nærmest buddhistisk tilbagetrækning mener at have fundet sig selv på en ny måde. Hvad angår det første er bogen meget vellykket. Vi når vidt omkring i for mange særdeles genkendelige arbejdsgange i erhvervslivet, om den evige taber f.eks., og om de, der i angsten for at skulle forelægge en præstentation melder sig syge PÅ DAGEN i håb om, at en anden overtager, og at man selv slipper. Vi føler os bastet og bundet midt i infernoet, når angsten for forbigåelse og kollegers passen på deres godbidder kommer for dagens morbide lys, men vi kommer til gengæld aldrig så tæt på, at Hanne vil fortælle om de affærer, der uvilkårligt har hersket på diverse arbejdspladser som løfter om noget bedre om eller som direkte personalepleje. Det er måske godt nok, for det vil muligvis være at fratage erhvervslivet et af dets tabuer. Hjælper det en på vej . . . eller gør det ikke. Hanne nøjes med at beskrive flirten på firmaets terrasse. 

 

Bogen er fyldt med bandeord, og vi får at vide, at vi knokler som svin, og at vi nærmest, fordi vi er arbejdsnarkomaner, bør sidestilles med ludomaner. Hanne Feldthus kan ikke forstå, hvorfor arbejdsnarkomani ikke er anerkendt som et problem på siden af ludomani.

 

Der er guldklumper rundt om i bogen som bare dén om, hvad man vil huskes for, når det lakker mod enden, at man skal lytte til sin krop, og at man aldrig som leder skal skyde de dårlige idéer ned, de skal nok selv visne, når de gode kommer på bordet.

 

"Aldrig skal nogen bestemme over mig igen", siger forfatteren på et tidspunkt. Det lyder mest af alt som et opgør med farmand end et holdbart udsagn fra real life i Danmark. Der er altid nogen, der bestemmer. Skattevæsenet, din automekaniker, TV, Gyldendal, banken, you name it. Og olieselskaberne bestemmer altså stadig i forfatterens liv, selv om hun synes at den orienterende reklame og de ligegyldige olieselskaber er uinteressante. Med et glimt i øjet kunne man så tilføje, at uden dem ville Hanne Feldthus f.eks. ikke kunne få benzin til den bil, der skal få hende afsted til det næste foredrag .  . .

 

Der er nogle gode tiltag i bogen, som er velskrevet, der er rigtigt fine beskrivelser af ensomheden efter skilsmissen og aleneheden som free lancer, hvor det kan synes som om, alle andre har en arbejdsplads og nogle kolleger at være sammen med. Her gør forfatteren således op med, hvilken pris man betaler for at sige nej til at lade sig bosse.

 

Men Hanne Feldthus langer for meget ud til højre og venstre til, at det er klædeligt og nødvendigt. Vi vil tillade os at stille os tvivlende overfor, at man kan have påbegyndt et nyt liv, når man - som hun beskriver - ryger præcis så mange cigaretter, som hun altid har gjort, drikker lige så meget vin og lige så mange sjusser, spiser lige så meget hvidt brød, fed ost, stegt flæsk med persillesovs og store mængder bearnaise. Og forresten skam heller ikke på moderne detox-kure med tarmskylninger, nej nej . . .

 

Forfatteren interesserer sig tydeligvis ikke for det holistiske menneskesyn, hvorfor man på sigt må stille sig tvivlende over for, om det opgør med arbejdsnarkomanien, bogen skulle også skulle beskrive, nu også efterlader et lykkeligere liv. Det kan kun tiden vise.