Drømmen om Berømmelse af Christian Have

Christian Have
Drømmen om Berømmelse
Forlaget Per Kofoed

Det her er virkelig en mærkelig bog. Besynderlig. Man skal tage tilløb nogle gange, før man kommer ind i den og får noget ud af den. Så ringer den også. Så bliver den fængende. Jo flere gange, man læser den, jo bedre. Christian Have, der er en højt besunget kommunikator har udgivet en bog om selve det fænomen, der skaber berømmelse. Eller skulle have gjort det. For sandt at sige er den til at begynde med noget uoverskuelig med al snakken om nyhedsindustri, eksempler om hvordan Hitler og hans håndlangere kom frem (politiske stjerner) og frem til Paradise Hotel og X-factor, der kan lokke drømmen om berømmelse frem i mange unge mennesker.
Så er der nogle uklare billeder ind imellem, bl.a. det velkendte om forskellen mellem Nixon og Kennedy, da de dystede om præsidentperioden. Christian Have har klart sine sympatier og anti-sympatier, og der er oratorikere, han bedre kan lide end andre. Ting han mener vi burde mere end andet.
Det er en lærebog, der nok vil kunne bruges på forskellige læreanstalter i kommunikation, hvor Have så som tilforodnet vil kunne underbygge sine skriftlige standpunkter med foredrag og lignende. Men som fritlæsningsbog tilgængelig i en boghandel for offentligheden - her er den for risikabel. Hvorforfor? Den er for rodet i sin opbygning af et ellers interessant emne, for tilfældig i sin omgang med eksempler, og så kommer der lidt Kirkegaards æstetisk ind midt i det hele. Hvad skulle det der? Det skulle underbygge en anskuelse af, hvad der er en interessant historie, og hvad der ikke er. Interessant nok. Men der er for mange, tunge indgange til ellers mange, spændende emner, der skulle stille skarpt på celibritykulturen. Bogen stiller samtidig spørgsmålet om, hvorvidt det vil være muligt at tale om ledelse og lederskab i fremtiden. Lidt snak om smagsdommere og youtube. Og nogle billeder af en japansk kok i dansk TV, der bliver bedt om at lave holdopstilling ved hjælp af sushi. Det er altsammen interessant emner nok. Men det skulle have været noget mere underbygget, hvorfor der er valgt hvad og lavet en akademisk overbygning og nogle intellektuelle links, der kunne forklare, hvorfor danskerne labber sådanne underholdnings- og ligegyldige eksempler i sig.
Nu bliver det ikke eksemplerne, der bliver ligegyldig, nu bliver det bogen. Der tillige opremser nogle datoer med begivenheder omkring berømtheder. Men hvorfor netop dem? Og hvad gjorde netop dem interessante. Bogen rejser flere spørgsmål, end den svarer på. Og så er vi naturligvis fremme ved, at den som debat- og læringsbog egentlig er ganske velproportioneret.
Og skal bogen have en yderligere berettigelse er det, at vi blive bekræftet i, hvilke enorme magter, medierne har. Hvor kerneværdierne er røget til fordel for det interessante ved mennesker og bedrifter. Og det skal bogen have tak for. Den tager et kæmpeopgør med de alt for lette TV-programmer og nyhedsudsendelser, der skal passe omkring familien Danmarks spisetider uden at skræmme seerne væk og fortæller også historien om de 25.000 tons ekstra tryksværte, der blev brugt i 1927, da Charles Lindbergh krydsede Atlanten i sin flyver. Udmærkede eksempler på den 4. statsmagt, men vi mangler en overskrift og en undertekst til hvert af disse emner, der fortæller, hvorfor Christian Have har valgt at bruge netop dem.
Christian Have laver videre en interessant og modig kobling fra de landvindinger, som storytellerne fik under nazismen, og så op til dagens reality-shows. Han fortæller også historien om, hvorledes det er vigtigt, at nye og opkommende stjerner ligner vi andre så meget som muligt, men som så alligevel har lige DET ekstra.
Blot kunne man have ønsket sig en mere klar disposition for emnerne og en dagsorden, der var til at forstå uden at skulle til foredrag med Christian Have før eller siden.