Det begyndte med Jomfru Sørensen af Lisbeth Smedegaard Andersen

Lisbeth Smedegaard Andersen
Det begyndte med Jomfru Sørensen
Kvindeskæbner gennem 200 år
280 sider
Kristeligt Dagblads Forlag

En fornem bog med en så kærlig ånd og en vægt på kvindernes rolle i århundreder, at man må fornøjes. Det her er en sober, varm, og glimrende fremstilling af de kvinder, som gennem tiderne har virket i historien, så den bagefter er blevet skrevet med fokus på mændenes bedrifter - men med udeladelse af vigtige dele; nemlig kvinderne. Hvad med den feminine del af tiden. Hvad med de små hjul i det store spil. Som gennem eksemplerne i denne bog viser sig ikke at være så små endda.
Vi kommer igennem en dejlig, personlig skildring, hvor kredsen af kvinder tæller Signe Wendt, Gyrithe Lemche og en lang række af de kvinder, som gennem generationer har kastet deres ubemærkethed i ånd, sjæl og tro frem til vore dage.

Visse steder ophøjer bogen sig til væsentlig litteratur, og vi følger også de menneskeskæbner, der fulgte ulyksaligt i kølvandet på Landmandsbankens krak i begyndelsen af sidste århundrede. Skammen og skylden der fulgte med var af enorme dimensioner. Det beskriver Lisbeth Smedegaard Andersen således:

"Måske skaber skønheden en længsel i et menneske, så det får kræfter til at ændre sin skæbne. Og til at sætte sig ud over skammen. Der var så meget, der var skamfuldt for et menneske. At være født uden for ægteskabet, at leve på "nådsensbrød", at være fattig. Men selv fattigdom kunne gradbøjes. Den laveste armod fandtes der, hvor man ikke holdt sig pæn og ren, så fattigdommen kunne ses eller ligefrem lugtes. Derfor måtte kampen for at komme frem begynde indefra - bogstaveligt talt. Og det lærte Ane Marie sine børn".

En dejlig menneskelig varme og empati, så læseren forstår fornedrelsen og ydmygelsen ved, at der bare ikke var penge at finde. Men at den indre skønhed ikke kan måles med materielle goder. Det er værdigheden og rankheden, der tæller.

Lisbeth Smedegaard Andersen giver den traditionelle, maskuline historieskrivning et vægtigt modspil, når hun lader slægtens kvinder danne prisme for en forståelse af, hvordan Danmark udviklede sig i 1800- og 1900-tallet. Jomfru Sørensen blev glasfrue på Holmegaard og udgør det ene startpunkt i en slægt, hvis anden rod udgår fra det nordjyske, hvor Ane Marie Jespersdatter fødte otte "uægte" børn og blev forankringspunkt for en ny begyndelse i slægten.

Gennem brug af breve, dokumenter, kirkebøger og kvindelitteratur viser Lisbeth Smedegaard Andersen originalt det underspor, som kvindernes Danmarkshistorie udgør, og følger tråden frem til Anden Verdenskrig. Samtidig følger man den uhyre ømme afsked, som forfatteren tager med sin demente mor.

Lisbeth Smedegaard Andersen er kunsthistoriker, teolog og salmedigter, og har skrevet en række bøger om kunst og historie, blandt andet den indtagende "Skrædderen - en historie om 1800-tallet" (2011). Denne bog her er fantastik varmt skrevet og er et rigtig godt ud på, hvordan man sammenkæder en historieskrivning med en god historie og flotte personportrætter.

Forfatteren har foretaget en væsentlig reseach undervejs i sit arbejde med værket, og det kommer os til gode i form af et blik ned gennem slægter og leder. hvor vi møder et virvar af meningsdannere, forfattere og andre kunstnere, der på deres måde har givet deres kærlige bidrag til Danmarkshistorien.